Ekstraordinært mange bliver dræbt i disse ulykker: Det skal du passe på
Andelen af dødsulykker er næsten dobbelt så stor, når en traktor er involveret, end ved andre personskadeulykker, skriver Havarikommisionen i ny undersøgelse.
Havarikommisionen for Vejtrafikulykker har netop offentliggjort en ny rapport, hvor 25 trafikulykker med traktorer, gyllespredere og lignende er blevet såkaldt dybdeanalyseret. Det er skræmmende læsning for de, der ofte færdes på landeveje i Danmark.
Tallene viser nemlig, at selv om ulykker med traktorer blot udgør knap to procent af det samlede ulykkesbillede i trafikken, så er andelen af dræbte i disse næsten dobbelt så stor som ved øvrige ulykker.
I en pressemeddelelse tilføjer kommisionen, at en af undersøgelsens konklusioner er, at andre trafikanter i for høj grad ikke er bevidst om langsomtkørende traktorer på landevejene. Flere af de 25 tilfælde, der er blevet undersøgt, drejer sig om bilister, der er kørt op bag i traktor eller lignende – simpelthen fordi det kom som en overraskelse, at køretøjet bevægede sig så langsomt.
– En rundspørge blandt 1000 repræsentativt udvalgte danskere viser, at halvdelen tror, en traktor må køre 40 kilometer i timen, selv om den reelt kun må køre 30-40 kilometer i timen, siger formand for Havarikommisionen, Mette Fynbo, i pressemeddelelsen.
Førerne skal kende risici
Nogle af de mest alvorlige ulykker, der omtales i rapporten, sker i forbindelse med arbejde ved siden af traktorer, men også ved fejl under vende- eller svingmanøvrer.
– Der er særlige udfordringer og risici ved at køre traktor, og det bør der fokuseres på via uddannelse- og kommunikationsindsatser. Vigtige budskaber til førerne er bland andet at vide af tidligt og huske orientering lige før en svingmanøvre og i det hele taget at tænke sikkerheden ind i forbindelse med arbejdsopgaverne, siger Mette Fynbo.
Nogle af de anbefalinger, kommisionen har, handler om mere fokus på planlægning og orientering. Det kan du læse en del mere om i galleriet her over artiklen.