Eksplosion i boligblok: Baby fundet i live
Bygningen kollapsede mandag. Nu er en baby fundet - i live.
Mere end et døgn efter, at en gaseksplosion fik en bygning til at styrte sammen i den russiske by Magnitogorsk, har redningsmandskab reddet en 11 måneder gammel dreng fra ruinerne.
Barnet har overlevet nattefrost på minus 27 grader, skriver nyhedsbureauet Tass.
– Redningsmandskabet hørte gråd. Babyen blev reddet af at ligge i en vugge og være varmt pakket ind, skriver guvernør Boris Dubrovskij på sin Telegram-profil.
Telegram er et socialt medie, der er udbredt i Rusland.
Den lille dreng er bragt på hospitalet, hvor han bliver undersøgt for mulige knoglebrud eller andre skader, siger en læge på det hospital, hvor han er indlagt.
– Prognosen er positiv, siger lægen til Tass.
Der er ikke umiddelbart nogen oplysninger om drengens forældre og deres skæbne.
Syv døde i kollaps
Syv mennesker er fundet omkommet mellem murbrokkerne af den store tietagers boligblok, der styrtede delvist sammen mandag morgen.
Seks andre er reddet ud af ruinerne i live, heriblandt en 13-årig dreng.
Der er 37 andre beboere, som ikke er redegjort for, skriver nyhedsbureauet AFP.
Raserede 35 lejligheder
Gaseksplosionen mandag morgen raserede 35 lejligheder, mens ti andre lejligheder er ødelagt. Boligblokken, der blev bygget i sovjettiden, husede omkring 1100 mennesker.
Den 11 måneder gamle dreng blev fundet, efter at redningsmandskabet havde været tvunget til at indstille eftersøgningen af frygt for, at større dele af boligblokken kunne styrte sammen.
Guvernør Dubrovskij har erklæret onsdag for sørgedag og beordret flagene på halv i hele regionen.
Præsident Vladimir Putin er mandag rejst til Magnitogorsk, der ligger omkring 1700 kilometer øst for hovedstaden Moskva.