Eksplosion: Børn ville slukke oliebrand med vand
Olien føg ud i køkkenet.
De fleste voksne ved det sikkert godt; man skal aldrig – som i aldrig nogensinde – forsøge at slukke brændende olie med vand.
Det er dog ikke alle børn, der har lært det.
I Bjerringbro endte madlavning derfor i en form for eksplosion.
Det skriver Viborg Stifts Folkeblad.
Torsdag aften stod der pludselig flammer op af en oliefyldt gryde.
Børnene kastede refleksmæssigt vand på – og så gik det galt: Olien blev kastet rundt i køkkenet.
– De forsøgte selvfølgelig bare at slukke det så hurtigt som muligt, men da det ikke lykkedes, kom de hurtigt ud af huset. Det var heldigt, at de ikke blev forbrændt af det olie, som eksploderede, da de smed vand på, siger indsatsleder hos Midtjysk Brand & Redning, Jesper Hesselberg, til bladet.
Ingen kom til skade, men køkkenet har fået store skader.