Eksperter usikre på HPV-vaccines virkning

Foto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

En halv million danske kvinder har fået den omdiskuterede HPV-vaccine mod livmoderhalskræft, der beskyldes for en række bivirkninger.

Og nu sås der endnu en gang tvivl om vaccinen, der har navnet Gardasil. Det er nemlig indtil nu ikke dokumenteret, at vaccinens beskyttelse er langvarig, fortæller to internationalt anerkendte eksperter til Radio24syv.

»Det er indtil nu kun bevist, at Gardasil beskytter i fem år mod HPV type 16 og 18, der er højrisiko-infektioner forbundet med kræft,« siger professor i medicin ved University of Louisville Diane Harper, der regnes blandt verdens mest anerkendte HPV-eksperter.

Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut (SSI) oplyser også begge i deres information om vaccinen, at den langvarige virkning ikke er kendt.

Også en anden anerkendt ekspert sår tvivl om HPV-vaccinens effekt på lang sigt.

»Vi ved ikke, om vaccinen rent faktisk kan forhindre livmoderhalskræft. Det, der er blevet bevist, er, at vaccinen kan forhindre celleforandringer, der kan udvikle sig til livmoderhalskræft, men majoriteten af kvinder bekæmper faktisk celleforandringer af sig selv – uden en vaccine,« siger Lucija Tomlenovic, der er ph.d. og forsker ved University of British Columbia, til Radio24syv.

Svære bivirkninger

HPV-vaccinen har den seneste tid været i søgelyset, fordi den beskyldes for at medføre en række svære bivirkninger som ekstrem træthed, periodiske lammelser og daglige besvimelser.

Sundhedsstyrelsen oplyser, at vurderingen er, at vaccinen er meget sikker, men at man ikke kan udelukke meget sjældne og alvorlige bivirkninger.

Det undrer Lucija Tomlenovic, at myndighederne er parate til at løbe den risiko, når de ikke kender vaccinens effekt.

»At give en vaccine til alle teenagere i en befolkning mod en sygdom, der kan blive forhindret effektivt med screeninger – som ikke forårsager bivirkninger – er vanvittigt. Vi udsætter unge kvinder for unødvendige risici, og vi har intet bevis for vaccinens langvarige virkning,« siger Lucija Tomlenovic.

Overlæge: Vaccine virker

Overlæge ved Kræftens Bekæmpelse Iben Holten er dog fortsat positiv over for HPV-vaccinen, og Kræftens Bekæmpelse anbefaler unge piger at lade sig vaccinere, selv om vaccinens langvarige effekt endnu ikke er kendt.

»Vi kan se, at vaccinen forhindrer celleforandringer, der kan udvikle sig til livmoderhalskræft, og det er afgørende. Når der sker en nedgang i antallet af kvinder, der får celleforandringer, vil der også ske en nedgang i antallet af kvinder, der får livmoderhalskræft,« siger Iben Holten til Radio24syv,

Overlægen er sikker på, at vi med tiden vil se, at vaccinen reducerer antallet af tilfælde af livmoderhalskræft i befolkningen, og hun gør samtidig opmærksom på, at det allerede har en stor betydning for mange kvinder, at vaccinen forhindrer celleforandringer.

»Hvert år får omkring 15.000 kvinder at vide, at de har celleforandringer, og 6.000 kvinder får dem opereret væk. Det giver anledning til bekymring og uro, og det kan mange kvinder nu undgå med vaccinen,« siger Iben Holten.

Powered by Labrador CMS