Eksperter: Uimponerede over antibiotika-plan
10 procents reduktion i brugen af antibiotika til danske svin er et let mål at sætte sig, lyder kritikken.
Danske svinebønder burde have sat sig et højere mål for reduktion af antibiotikaforbruget i staldene end 10 procent inden 2020 – en målsætning som Videncenter for Svineproduktion (VSP) under Landbrug & Fødevarer lancerede lørdag.
Sådan lyder kritikken fra Henrik Westh, leder MRSA Videncenter på Hvidovre Hospital og Kristian Møller, Institutdirektør på DTU Veterinærinstituttet.
– Jeg mener, at det er et meget let mål at sætte sig. Bønderne bruger så meget antibiotika, at der er meget at give af. Hvis de nu have sagt, at de ville halvere det, så havde det begyndt at ligne noget, siger Henrik Westh.
Bakterier som MRSA, som er resistente over for antibiotika, spreder sig hastigt blandt landets 4000 svinefarme.
Ifølge Landbrug & Fødevarer er omkring 70 procent af alle svinefarme ramt af resistente stafylokokker.
I 2014 er der også kommet 1124 nye tilfælde af svine-MRSA hos mennesker i Danmark.
Henrik Westh tror ikke, at en reduktionen på 10 procent vil nytte noget i forhold til at nedbringe antallet af smittede mennesker, da forbruget stadigvæk er stort.
I Danmark blev der i 2013 brugt 91 ton antibiotika til de omkring 30 millioner svin, der blev produceret. Til personer bruges 51,5 ton om året i Danmark.
Svinebønder har mange muligheder for at skære i antibiotikaforbruget, mener Kristian Møller fra DTU Veterinærinstituttet, som derfor heller ikke synes, at 10 procent er et højt ambitionsniveau.
– Man kan komme langt videre ved ikke at behandle svinene i flok. Det gør jo, at svin, som ikke er syge, også behandles, siger han.
Derudover mener han, er der er store muligheder i at lade være med at give antibiotika til svin, som ikke er syge med farlige bakterier, som antibiotika alligevel ikke kan slå ned.
Direktør i VSP Claus Fertin siger, at Danmark er et af de lande i verden, der i forvejen bruger mindst antibiotika til svin.
– Når vi ligger der, så er det ikke bare et let mål at tage yderligere ti procent fra et i forvejen lavt niveau i forhold til, hvad vi ellers ser omkring os, siger han.
Svinebønderne reducerede også forbruget med 10 procent fra 2010 til 2013.
/ritzau/