Eksperter sår tvivl om regeringens asylbremse
Regeringen taler for første gang om at aktivere en ”asylnødbremse”, hvis titusindvis af migranter ved grænsen fra Tyrkiet til Grækenland fortsætter nordpå. Eksperter advarer om en forblommet retorik
Spændingen ved EU’s ydre grænser tager til.
Siden 2016 har Tyrkiets magtfulde præsident, Recep Tayyip Erdogan, været et studie i sabelraslen værdigt med sine gentagne trusler om at lade titusindvis af flygtninge og migranter passere grænsen mod Europa og opsige den aftale med EU, som i løbet af årene har ført til en ophobning af 3,7 millioner syriske flygtninge i Tyrkiet.
Artiklen fortsætter under videoen
Lørdag gjorde han så alvor af sine ord. Det skriver Kristeligt Dagblad.
Dørene til Europa ”er åbne”, sagde Erdogan, og i løbet af weekenden har de græske myndigheder ifølge officielle tal forhindret næsten 10.000 mennesker i at passere grænsen mellem Tyrkiet og Grækenland.
”Der vil snart være tale om millioner,” lød modsvaret i går fra Recep Tayyip Erdogan ifølge det velinformerede græske medie Kathimerini.
Voldsomme scener fra blandt andet Lesbos, hvor tusinder af mennesker bor i kummerlige flygtningelejre, skaber bekymring hos S-regeringen.
Klar til at hive i nødbremsen
I lørdags advarede udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) om, at han er ”klar til at bruge” en særlig nødbremse i asyllovgivningen, så Danmark midlertidigt kan lukke grænsen, hvis tilstrømningen øges markant.
”Vi skal IKKE have en situation som i 2015. Regeringen er klar til at handle, hvis situationen eskalerer,” skriver Mattias Tesfaye på Twitter.
Fungerer ikke i praksis
En opsigtsvækkende besked, lyder det nu fra en række af Danmarks førende migrationseksperter og en eks-minister, der spillede en central rolle under flygtningekrisen i 2015. De sætter alle spørgsmålstegn ved grundtanken bag den nødbremse, som regeringen for første gang taler om at gøre brug af. Det skriver Kristeligt Dagblad.
Ifølge Martin Lemberg-Pedersen, migrationsekspert og adjunkt på Aalborg Universitet, er nødbremsen foreløbig blot et ”politisk bekvemt gummibegreb”.
– Regeringen bruger nødbremsen til at kommunikere, at man tager situationen alvorligt. Men når det kommer til stykket, er det meget svært at vide, hvordan den egentlig skal forstås. Hvordan vil man lukke grænsen? Indtil svaret på det er klart, ser jeg det mest som retorik, siger Martin Lemberg-Pedersen.
Er imod EUs regler
Han bakkes op af Thomas Gammeltoft-Hansen, professor i flygtningeret på Københavns Universitet.
– Man kan ikke bare lukke grænsen fuldstændig af og sige, at der er en nødbremse, siger han.
– I så fald stiller det alvorlige spørgsmål ved vores folkeretlige forpligtelser – både Flygtningekonventionen og Menneskerettighedskonventionen. Begge forudsætter, at vi i det mindste screener folk individuelt, før de bliver sendt tilbage, selv til et sikkert land. Under de nuværende EU-regler kan vi heller ikke uden videre sende folk tilbage Tyskland eller et andet sikkert tredjeland. De skal registreres og have taget fingeraftryk, og vi skal finde ud af, hvilket land de i så fald skal sendes tilbage til, siger Thomas Gammeltoft-Hansen.