Eksperter: Dette havearbejde kan IKKE vente

September burde være første måned i havekalenderen, siger gartner. Læs her, hvorfor september er god til at gøre status, plante nyt og kigge frem

I sommermånederne er planterne i udpræget vækst, og samtidig rejser mange væk på ferie. Derfor kan der vente et oprydningsarbejde i september - eksempelvis i drivhuset. (Arkivfoto)
I sommermånederne er planterne i udpræget vækst, og samtidig rejser mange væk på ferie. Derfor kan der vente et oprydningsarbejde i september - eksempelvis i drivhuset. (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Sommeren går på hæld, og haven er så småt ved at afblomstre - men der er fortsat masser af varme i jorden.

Derfor er september den oplagte måned at gøre status, plante ud og kigge frem mod det kommende haveår.

Det siger Joe Petersen, der er gartner og indehaver af Køgevejens Planteskole.

- Der er varme og væde i jorden, og derfor får planterne hurtigere fat. Det gør september til den perfekte måned at plante eksempelvis nye buske, træer og planter ud, hvis de købes fra potte, siger han.

Jesper Carl Corfitzen, der er gartner, landskabsarkitekt og selvstændig haverådgiver, bakker op.

Han mener i virkeligheden, at havekalenderen burde køre fra september til september - og ikke fra januar til januar.

- I september har nye planter de optimale betingelser for at få rodfæste. Det bliver gradvis køligere, og de får en dvaleperiode henover vinteren, hvorefter de for alvor kan begynde væksten, siger han.

Kig på stauderne

Kig også på, om der eksempelvis skal deles nogle stauder, som har vokset sig store over sommeren, råder Jesper Carl Corfitzen.

Du kan også lægge løg, tilføjer Joe Petersen.

Påskeliljer, tulipaner og forårsløg vil nemlig være glade for at blive lagt i september.

Herefter vil de udvikle sig langsomt i sensommer og efterår og være klar til at skyde næste forår.

- Som tommelfingerregel bliver de første løg leveret til plantecentrene i uge 35 - altså på vippen mellem august og september. Så fra da af kan man begynde at lægge løg, forklarer Joe Petersen.

Husk at høste frugt og grønt

I september er det også vigtigt at få høstet de sidste frugter og grøntsager, som måske hænger halvglemt i drivhuset efter sommerferien.

Nogle har måske været rejst væk. Andre tænker, at hvis de lader agurker eller tomater sidde, så vokser de sig større.

Men sådan fungerer det ikke, forklarer Jesper Carl Corfitzen.

- Jo mere overmoden frugt, der får lov at hænge i drivhuset, jo mere energi stjæler det fra den kommende høst. Og det er trods alt sjovere at kunne høste fem nye, sprøde agurker - fremfor én stor, siger Jesper Carl Corfitzen.

Glem ikke studsning

Som en sidste ting kan du kigge på, om noget skal have den sidste studsning inden vinteren.

Det kan være stedsegrønne planter, som har sat vandris, eller hækkeplanter såsom en taks, der har vokset sig lige lovlig langhåret henover sommeren.

- Begyndelsen af september er absolut sidste udkald for sommerklip og små beskæringer. For når du klipper, skyder planterne typisk igen - og det skal nå at afhærde inden vinteren, siger Joe Petersen.

Store beskæringer skal du til gengæld holde dig fra. Det må vente til næste år. Ellers bliver planten alt for udsat i forhold til svampesygdomme og frostskader.

- Så husk tommelfingerreglen: start september er absolut sidste udkald for beskæringer, siger Joe Petersen.

Fjern æg fra dræbersnegle

* Dræbersnegle lægger typisk æg fra august til november.

* Ved at samle deres æg kan du mindske antallet af dræbersnegle i haven næste år.

* Æggene er tre til fire millimeter lange og enten mælkehvide, orange eller gullige. De kendes desuden på, at de ofte forekommer i klumper af 20-30 styk.

* Æggene ligger typisk på jorden, i små sprækker, under brædder og trærødder eller under bunker med kompost og afskårne grene.

* Tjek også drivhuset, hvor æggene ofte ligger under krukker og flamingokasser.

Kilde: Videncentret Bolius.
Powered by Labrador CMS