Eksperter: -Det var en ulv ved børneinstitution
I oktober sidste år spottede en pædagog fra fritidshjemmet Solgården i Randers et ulvelignende dyr luske rundt på et grønt område nær institutionen.
Nu har eksperter så bekræftet, at der ganske rigtigt var tale om en ulv. To forskere fra Naturhistorisk Museum har analyseret dyrets afføring og set på gipsafstøbninger af dets fodspor, og de konkluderer ifølge Randers Kommune, at en ulv har været på besøg i byen.
Og det er kun positivt, mener naturvejleder og vildtbiolog Lars Maagaard fra Randers Kommune:
»Det kan man tage som et udtryk for en vis mangfoldighed i naturen i Randers,« siger han i en pressemeddelelse.
Det er anden gang inden for kort tid, at forskere har påvist ulve tæt på bebyggede områder i Danmark. I sidste uge viste DNA-prøver, at det er en ulv, der står bag nedlæggelsen af mindst to rådyr i Kolding Skov, der ligger et stenkast fra byen.
I den forbindelse afviste seniorforsker Thomas Secher Jensen fra Naturhistorisk Museum i Aarhus over for Berlingske Nyhedsbureau, at ulven udgør en fare for mennesker. I Randers er naturvejleder Lars Maagaard da heller ikke bekymret for borgernes sikkerhed.
»Det er selvfølgelig interessant, at en ulv har gæstet en kommunal ejendom, især når der er tale om et fritidshjem, hvor der opholder sig personale og børn. Men man skal huske på, at ulven hurtigt forsvandt, da den opdagede, at der var mennesker til stede,« siger han.
Efter en pause på 200 år blev ulven atter observeret i dansk natur i 2012. Siden har eksperter fundet spor fra op mod 20 ulve i Jylland.