Eksperter anbefaler at genindføre bakterie-test af kød
For tre år siden holdt fødevaremyndighederne op med at teste svinekød for den antibiotikaresistente bakterie svine-MRSA, efter at den var fundet i hver tiende pakke kød, da intet tydede på, at kød var en smittevej. Men nu anbefaler regeringens rådgivende eksperter, at der igen fra næste år skal kontrolleres for svine-MRSA i kød, skriver Politiken.
Det skal ikke kun undersøges i svinekoteletter og flæskesteg, men også i kyllinge- og kalkunkød, anbefaler DTU Fødevareinstituttet.
Seniorforsker Yvonne Agersø forklarer, at et stigende antal danske svin konstateres smittet med bakterien, når de ankommer til slagteriet, og at det også vil kunne reflekteres i kødet. Samtidig påpeger hun, at Statens Serum Institut for kort tid siden fastslog, at det »ikke kan udelukkes«, at 4 smittede personer har fået bakterien i sig fra udenlandsk fjerkræ.
»Dette kombineret med, at det er en stigende problemstilling globalt med høje forekomster blandt andet også i kalkuner i udlandet, gør, at vi anbefaler, at der er ekstra opmærksomhed på kødet som smittekilde«, siger hun og understreger, at riskoen stadig er lille,« siger Yvonne Agersø til Politiken.