Ekspert: Tillad mobiltelefoner i lukkede fængsler
Det flyder med mobiltelefoner i Danmarks lukkede fængsler – selv om det ikke er tilladt. Sådan lyder det fra flere kilder i miljøet, som Radio24syv har talt med.
Men mobiltelefoner kan faktisk få flere dømte kriminelle til at holde sig fra forbrydelser, når de kommer ud af fængslet. Kontakt med familie og venner uden for murene er nemlig afgørende for en ordentlig resocialisering efter endt straf, mener sociolog Linda Kjær Minke fra Juridisk Institut på Syddansk Universitet.
»At have en mobiltelefon og dermed have mulighed for en tættere kontakt med sin familie vil have en positiv indflydelse i forhold til at klare sig kriminalitetsfrit efter endt straf. Det ved man, det er forskningsmæssigt dokumenteret,« siger hun til Radio24syv.
Mobiler med på forhånd godkendte numre
Linda Kjær Minke understreger, at mobiltelefonerne kun skal kunne kommunikere med på forhånd godkendte numre, for at undgå at de bliver brugt til kriminelle formål.
I dag bliver mere end hver fjerde kriminelle dømt for ny kriminalitet under to år efter endt straf, men bedre vilkår i fængslerne er ikke vejen til at rette op på den statistik, lyder det fra Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup (DF).
”Jeg mener ikke, at vi skal acceptere den præmis, at bare man får det meget bedre i fængslerne, så bliver man også fri af kriminaliteten, når man kommer ud,« siger han til Radio24syv.
»Jeg kunne godt tænke mig at stramme op, så nogle af vilkårene bliver mere trælse for dem, der er indsat,« tilføjer Peter Skaarup.
SF åben for forslaget
SFs retsordfører og formand for Folketingets Retsudvalg Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) er mere åben over for ekspertens forslag:
»Straffen i sig selv skal være genopbyggende og skal helst gøre de kriminelle til nogle bedre mennesker og til nogle aktive samfundsborgere, som ikke laver kriminalitet,« siger hun til Radio24syv.
»Jeg synes, det giver rigtig god mening at begynde at give adgang til internettet og mobiltelefoni for dem, der kan håndtere det. Det er klart, at der vil være nogen, der overhovedet ikke skal have den her adgang,« tilføjer SF-ordføreren.
Sidste år blev der konfiskeret 1.428 mobiltelefoner i de danske fængsler, og i Vridsløselille Statsfængsel blev der endda konfiskeret flere mobiler, end der var indsatte.
Ifølge Radio24syvs oplysninger betyder de mange konfiskationer dog ikke, at der ikke fortsat florerer mobiltelefoner i fængslerne.