Ekspert: Russisk tilbagetrækning godt nyt for fredshåb
Når Rusland vil trække sit militær ud af Syrien indikerer det, at fredsforhandlingerne er blevet alvorlige.
Det er godt nyt for fredsforhandlingerne i Syrien, at Ruslands præsident Vladimir Putin vil trække landets styrker ud. Det vurderer lektor ved Roskilde Universitet Sune Haugbølle.
Tidligere mandag fortalte Vladimir Putin, at Rusland “stort set” har opfyldt sin mission i Syrien og at landet gradvist vil trække sine styrker ud af Syrien allerede fra tirsdag.
Rusland gik i efteråret 2015 ind i konflikten i Syrien på præsident Bashar Al-Assads side. Siden da har russiske fly bombet i landet og presset flere oprørsgrupper tilbage.
– Det er overraskende, at Rusland vil trække sine tropper ud. Og vi skal nok også lige se, om det sker.
– Jeg er ikke sikker på, at det syriske regime kan klare sig uden Ruslands hjælp, som det står nu, siger Syrien-kender og lektor ved Roskilde Universitet Sune Haugbølle.
Hvis Rusland trækker sine tropper ud, kan det dog være godt nyt for de fredsforhandlinger, der står til at starte.
– Jeg mener dette her viser, at forhandlingerne for alvor skal gå i gang. Ellers tror jeg ikke, at russerne ville begynde at trække sig tilbage.
– Tidligere har man måttet være meget, meget skeptisk over for, om der kunne komme noget ud af fredsforhandlingerne. Men jeg vil tro, at russerne lægger alt ind på diplomatiet nu, hvis de trækker sig ud, siger Sune Haugbølle.
Rusland har da også opnået det, der var baggrunden for at gå ind i Syrien.
– Formålet var ikke nødvendigvis at vinde krigen, men at få en strategisk stærk position forud for kommende fredsforhandlinger, siger Sune Haugbølle.
Det har taget lang tid, også længere end Sune Haugbølle havde ventet.
– Fra starten ventede man en relativt kortvarigt russisk engagement. Den russiske hær og den russiske økonomi har ikke styrken til at fortsætte længe.
– Det er dyrt for russerne, dette her, og de ønsker nok også en afslutning på konflikten, siger han.
/ritzau/