Ekspert med vigtig advarsel efter dødsfald
To mænd døde lørdag formentlig grundet en overdosis af morfinpræparat. Psykiater kalder stoffet lumsk.
De to unge mænd, som lørdag formentlig døde som følge af en overdosis, kan have ventet længe på rusen.
Morfinpræparatet, som den 19-årige og 20-årige fra Silkeborg menes at have taget, er et langtidsvirkende stof. Det er udviklet til at behandle stærke smerter, men effekten indtræder først efter op mod et halvt døgn.
Det forklarer psykiater Henrik Rindom. Han udtaler sig om stoffet Doltard generelt – ikke om den specifikke sag fra Silkeborg.
– Præparatet er langtidsvirkende, og det gør præparatet lidt lumsk. Unge, der ikke ved, hvad det er, de ligger og leger med, bliver utålmodige. De tænker ofte, at det nok ikke virker, eller at de har taget for lidt, og så er der risiko for overdosering, siger han.
De ved ikke, hvad det er
I modsætning til eksempelvis de opkvikkende stoffer ecstasy og kokain er morfinpræparater sløvende. Personer, som tager medicinen, vil derfor kunne opleve at få ro i kroppen og blive mere trætte.
– Man bliver sløv, og hvis man tager en overdosis, falder man til sidst i søvn. Det, man dør af, er, at stoffet lammer ens vejrtrækningscenter i hjernen, så man til sidst holder op med at trække vejret.
– Morfinpræparater misbruges hyppigt, men risikoen opstår især i hænderne på unge mennesker, som ikke ved, hvad det er for et stof, de har fået fat i, eller hvordan det virker. Så er det typisk – for ikke at sige altid – at det går galt, siger Henrik Rindom.
Ifølge ham kan man ikke se på andre, om de har taget et morfinpræparat.
Giftlinjen får mange henvendelser
Hos Giftlinjen oplyser overlæge Søren Bøgevig, at de flere gange om ugen får opkald om receptpligtig medicin, der bruges som rusmiddel.
– Selvfølgelig har vi masser af henvendelser om de her stofgrupper og også misbrug af dem. Der er ikke tale om en stigning i henvendelser. Vi har en ret konstant forespørgselsrate for de her grupper.
Ifølge ham er det på tværs af samfundslag og aldre, at receptpligtig medicin misbruges.
– Vi ved dog, at yngre mennesker og særligt yngre mænd er risikovillige, og her ses alle former for rusmiddelmisbrug, inklusive misbrug af opioider, herunder morfinpræparater, siger han.
Midt- og Vestjyllands Politi er endnu ved at efterforske sagen, og den endelige dødsårsag er ikke fastlagt. Dog har politiet advaret mod det pågældende morfinpræparat, som ifølge politiet er populært blandt unge i Silkeborg.