Ekspert: LA snyder på vægten med partistøtte

Andres Samuelsen (LA). Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Regning for LA-beregning blev betalt af Dansk Erhverv, men organisationen er ikke nævnt i partiets regnskab.

Da Liberal Alliance førte valgkamp i 2011 var en af partiets helt store trumfer en gennemregning af den finanspolitiske politik, der ellers var blevet kaldt både vidtgående og urealistisk på grund af en slankere offentlig sektor og en skat på 40 procent.

Men med en rapport fra Dream, der er en uafhængig institution under Finansministeriet, i hånden, fik LA en slagkraftig beregning, som blev flittigt brugt i reklamefremstød.

Dog var det ikke Liberal Alliance, der betalte for at få politikken kørt igennem Dream-modellen. Det var derimod Dansk Erhverv, som betalte regningen på 68.750, skriver Berlingske.

Dermed har arbejdsgiverforeningen ydet partistøtte, lyder det fra flere eksperter, selvom Dansk Erhverv ikke er nævnt i partiets regnskab, som partistøtte ellers skal.

– Det er ikke et kriterium for, om det er partistøtte, at man selv har modtaget regningen. Kriteriet er, om det er en ydelse, som bliver stillet til rådighed efter aftale, og det er det, så vidt jeg kan bedømme. Der er ikke så meget at diskutere, siger juraprofessor Jørgen Albæk Jensen fra Aarhus Universitet til Berlingske.

Samme melding lyder fra Roger Buch, forskningschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Han mener, at Liberal Alliance “snyder på vægten”.

– Uanset om man får betalt en regning for nogle økonomiske beregninger, for tryk af plakater eller andre materialer, eller får stillet lejebiler til rådighed, så er det partistøtte, når andre betaler regningen for én. Og når regningen er på over 20.000 kroner, så er det et klart brud på partistøttereglerne, siger han til avisen.

Oplysningerne, om at den knap 70.000 kroner dyre regning blev betalt af Dansk Erhverv, er kommet frem i en aktindsigt, som Berlingske har fået.

LA-leder Anders Samuelsen erkender, at der muligvis er sket en fejl.

– Jeg lægger mig fladt ned. Hvis der er eksperter, som siger, at det er partistøtte, så er det partistøtte. Hvis vi havde vidst dette, så havde vi været stolte over at få dem på vores liste, for vi vil gerne have så mange som muligt på vores liste, siger han til Berlingske.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS