Ekspert: Ingen grund til at frygte byulven
Der er ingen grund til at pakke løbeskoene væk eller undlade at gå tur med barnebarnet i skoven, selv om de danske ulve angiveligt er begyndt at søge mod byerne.
Det siger seniorforsker Thomas Secher Jensen, Naturhistorisk Museum i Aarhus, efter en DNA-undersøgelse har fastslået, at tre rådyr har måttet lade livet for en ulv i Kolding Skov, kun et stenkast fra centrum af landets syvendestørste by.
»Der er formentlig tale om en strejfende hanulv, der ved et tilfælde har fundet et smørhul. Nu har den sikkert udtømt det spisekammer og er et helt andet sted. Og selv hvis den stadig skulle være der, er der ingen risiko. Der er ingen, der har set ulven, og det er et godt bevis på, at den holder sig væk fra mennesker,« siger Thomas Secher Jensen.
Tre rådyr nedlagt i Kolding
Ulven har nedlagt tre rådyr, der blev fundet i Kolding Skov i perioden fra februar til marts. Kolding Skov er en del af Marielundskoven, som dækker et område med 150 hektar med skove og græsningsarealer.
Thomas Secher Jensen vurderer, at ulven ved et tilfælde er havnet i den bynære del af skoven.
»Jeg tror ikke, ulven har bevæget sig gennem beboede områder, men den er formentlig kommet til området gennem nogle grønne korridorer nord for byen. Det er sket ved et tilfælde, formentlig fordi der har været nogle halvtamme rådyr, som har været nemme at fange,« gætter ulveeksperten.
Ulven vil komme tæt på byerne igen
Han vurderer, at det formentlig ikke er sidste gang, vi kommer til at opleve ulven forholdsvis tæt på større byer.
»Det er nok en situation, vi kommer til at se igen, at ulven kommer rimelig tæt på os. Men husk på, at ikke et øje har set den. Det siger jo netop noget om, at den jager om natten, spiser byttet, og så er den væk igen. Angsten for mennesker er dybt indkodet i ulven. Hvis den ser, hører eller lugter mennesker, så er den væk,« siger seniorforskeren.
Han har aldrig hørt om, at en ulv skulle slå sig ned i et tætbefolket område, men hvis det skulle ske, er han ikke i tvivl om, hvad der bør gøres.
»Hvis det skulle ske, at en ulv vedvarende slår sig ned og færdes, hvor mennesker er, så skal den fjernes. Så kunne der være en risiko for, at den begynder at betragte mennesket som et bytte. Men der er ikke noget, vi har set eller hørt. Der findes ikke byulve noget sted i verden,« siger Thomas Secher Jensen.
Ulven er fredet
Eksperter fra Aarhus Universitet har tidligere påvist spor fra i alt 19 ulve i Jylland. Ulven er fredet af et EU-direktiv, men folketingsmedlem Eva Kjer Hansen (V) mener alligevel, vi bør have en diskussion om, hvorvidt der er plads til ulven i den danske natur.
»Jeg ved godt, at vi har et fælles EU-direktiv, hvor vi forpligter hinanden på netop at give plads til ulven, men jeg synes ikke, vi har haft megen diskussion om, hvad det så betyder, at ulven er tilbage efter 200 år, og hvad det betyder for vores færden,« siger Eva Kjer Hansen.
Hun understreger, at hun ikke taler for at regulere bestanden af ulve, men blot efterlyser en drøftelse af, hvad ulvens tilstedeværelse betyder for vores måde at bruge naturen på.
Informationsmøde i Kolding
Kolding Kommune har taget initiativ til et informationsmøde, hvor eksperter fra Naturstyrelsen er indkaldt for at besvare spørgsmål fra bekymrede borgere.