Ekspert: Fusion kan forbedre samarbejdet

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

KL og Danske Regioner offentliggjorde fredag deres planer om en mulig fusion af de to brancheorganisationer.

En mulig fusion mellem interesseorganisationerne Danske Regioner og Kommunernes Landsforening (KL) vil samle to interessemodsætninger, og det kan få en positiv effekt på sundhedsvæsnet, lyder det fra professor i sundhedsøkonomi ved Aarhus Universitet, Jes Søgaard.

– Det har været et problem, at der har været en konkurrence- og interessemodsætning mellem de to brancheorganisationer i rigtig mange år, siger Jes Søgaard og fortsætter:

– Med en fusion må man gå ud fra, at det bliver en brancheorganisation, der ligeligt skal dække og varetage både regioners og kommuners synspunkter og interesser.

– Det vil formentlig kunne smitte positivt af på det samarbejde, der er nødvendigt mellem kommuner og regioner, fordi patienterne kører på kryds og tværs. Det vil være en fordel, siger han til Ritzau.

Lægeforeningen og Dansk Sygeplejeråd er også positive over for en sammenlægning. De mener også, at en fusion kan være med til at skabe bedre sammenhæng i det danske sundhedsvæsen.

– Det er et signal, som peger fremad mod større sammenhæng i sundhedsvæsnet, erklærer Lægeforeningens formand, Mads Koch Hansen, i en pressemeddelelse, og uddyber:

– Der er et stort behov for et bedre samarbejde på tværs, hvis sundhedsvæsnet skal give de ældre medicinske patienter bedre forhold, komme overbelægning til livs og sikre den rette genoptræning i de kommende år.

Formålet med en fusion vil blandt andet være at styrke det decentrale Danmark, forklarede formand for Kommunernes Landsforening, KL, Martin Damm (V) og formand for Danske Regeringer Bent Hansen (S) tidligere fredag.

– Vi mener, at tiden er inde til at opruste og danne en organisation, der samlet kan repræsentere det decentrale Danmark, siger KL-formand Martin Damm (V), der også er borgmester i Kalundborg.

Hvis fusionen bliver en realitet, vil den først træde i kraft i 2018.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS