Ekspert: Fætter BR er ikke død og begravet
Brand og varelager blev torsdag købt af Salling Group. Det kan få betydning for Fætter BR som navn i fremtiden.
Brandet Fætter BR er ikke dødt. Det blev til dels slået fast, da Salling Group torsdag bekræftede, at Salling Group køber varelager og Fætter BR-brandet fra konkursramte Top-Toy.
Derudover er brandet Fætter BR formentlig slet heller ikke dødt blandt de, der trofast handlede i butikkerne, til de blev tvangslukket i tiden efter julen 2018.
Newsbreak.dk har talt med Henning Bahr, direktør, ejer og chefredaktør på Retail Institutel. Han arbejder til dagligt med konsulent- og markedsanalyseopgaver for private og offentlige virksomheder, og han fortæller, at man sagtens kan forestille sig, at Fætter BR fortsætter som brand, bare i nogle andre rammer, end kunderne hidtil har været vant til.
– Det virker oplagt, at Bilka og Føtex får en BR-butik i butikken, der kan tiltrække, børn, forældre og bedsteforældre, siger Henning Bahr til Newsbreak.dk.
Hvad skal der ske?
Ritzau skriver, at det særligt er varelageret, der har gjort handlen attraktiv for Salling Group. Derfor er første skridt at få legetøjet ud til Bilka- og Føtex-butikkerne.
Hvad der skal ske med Fætter BR-brandet, afgøres i de kommende uger.
Salling Group oplyser i en mail til Newsbreak.dk, at man endnu ikke har taget stilling til, hvordan man vil anvende Fætter BR-brandet på længere sigt, men at man med opkøbet har sikret, at et hæderkronet dansk brand forbliver på danske hænder.
Det giver mening
Henning Bahr er ikke overrasket over, at Salling Group har valgt at købe både varelager og Fætter BR-navnet.
– Der er en mening med galskaben, når de både overtager brand og varelager. Det ligger til højrebenet, at Fætter BR’s brand kan blive et godt brand for varehusene, siger Henning Bahr til Newsbreak.dk.
Han fortæller, at Fætter BR fik problemer med at trække kunder til gennem årene, blandt andet fordi Bilka, Føtex og andre varehuse begyndte at fokusere mere og mere på at sælge blandt andet legetøj.
Men Top-Toys konkurs har ikke ødelagt den glæde, Fætter BR’s trofaste kunder har haft ved at handle i butikkerne.
– Brandet er ikke ødelagt, bare fordi man er gået konkurs. Forbrugerne køber bare legetøj, hvor det er billigst og bedst, siger Henning Bahr til Newsbrak.dk.
Han kan derfor godt forestille sig, at kunder, der går i Bilka og Føtex, i fremtiden vil gå forbi en afdeling af varehusene, hvor der slet og ret er en Fætter BR-afdeling.
– De har en masse kunder allerede, og rammer de en Fætter BR ind, du kan få øje på, og som børnene kan trille hen til, mens forældrene handler, hvorfor så ikke gøre det, sigger Henning Bahr til Newsbreak.dk.