Ekspert: Det skal du gøre i stedet for en skrap slankekur

Fokusér på det lange træk frem for en kortvarig kur, hvis du vil tabe dig og holde vægten.

Offentliggjort Sidst opdateret

Palæokur, juicekur, kålkur og suppekur. Januar er højtid for slankekure og løfter om mirakuløse vægttab, men for mange ender kiloene med at ryge på igen. Så drop slankekuren og tænk langsigtet i stedet.

Berit Lilienthal Heitmann, der er professor ved Enheden for Epidemiologisk Kostforskning ved Parker Instituttet, en forskningsenhed under Frederiksberg Hospital, fortæller her, hvad du kan gøre for at få succes med et vægttab på længere sigt.

Drop slankekuren, tænk langsigtet og realistisk

Ifølge Berit Lilienthal Heitmann er der flere kure, som kan være fine til et vægttab, og studier har vist, at 90-95 procent af dem, der gerne vil tabe sig, har succes med det mindst én gang.

Men kun mellem fem og ti procent kan holde vægttabet.

– Så udfordringen er ikke, hvilken kur man skal på. Udfordringen er at kunne holde vægttabet fremover, siger Berit Lilienthal Heitmann.

Så brug mere krudt på realistiske livsstilsændringer og mindre krudt på ensidige juice-, suppe- eller fastekure, du ikke kan leve af i længden.

– Spørg dig selv: Måske kunne jeg godt leve med at være lidt mere aktiv. Og måske kunne jeg også leve med en ugentlig dag, hvor jeg spiste mindre – for eksempel kun ét måltid. Altså noget, hvor man siger, det kunne jeg sådan set godt leve med på langt sigt, siger hun.

Vær aktiv

Det er ingen nyhed, at det er sundt at være aktiv, men det gælder særligt, hvis man skal vedligeholde et vægttab.

– Det betyder mindre for vægttabet, men mere for vedligeholdelsen, forklarer Berit Lilienthal Heitmann.

Studier har vist, at størstedelen af dem, der kan holde deres vægttab på langt sigt, også er fysisk aktive.

Det handler om, at man som overvægtig i begyndelsen kan tabe sig meget alene ved at justere på kosten, forklarer Berit Lilienthal Heitmann. Men vægttabet bliver mindre drastisk, efterhånden som du går ned i vægt, og det er ikke længere nok kun at fokusere på kosten. Her kommer motionen ind i billedet.

– Så kan man måske være mindre ekstrem i sine kostvaner, og dér kan det hjælpe at være mere aktiv, siger hun.

Spis mere protein og mindre sukker

Det kan også betale sig at tænke over sin kostsammensætning.

– Meget tyder på at et højt proteinindhold og et lavt glykæmisk indeks – altså et lavt indtag af fødevarer med simple sukkerarter – kan være med til at holde et vægttab på langt sigt, siger Berit Lilienthal Heitmann.

Så skru lidt op for proteinholdige fødevarer – såsom bønner, linser, fisk og magert kød – og ned for sukker- og stivelsesholdige produkter.

Spis varieret frem for ensidigt

Du bør også styre uden om ensidige kure, fordi de ofte er usunde på langt sigt, forklarer Berit Lilienthal Heitmann.

– Det sundeste er at spise en varieret kost og moderate mængder, selv om det kan lyde meget banalt. Og jo mere varieret man spiser, jo sundere bliver ens kost som regel også, siger hun.

Få støtte hjemmefra

En anden faldgrube er, at udfordringer i privatlivet får kostplanen til at vælte som et korthus.

Danskere og overvægt

– Antallet af overvægtige er steget markant inden for de seneste år – særligt hos unge.

– Sundhedsstyrelsen anbefaler “små skridt”-metoden, hvor man med små ændringer nedsætter sit kalorieindtag og skruer op sin fysiske aktivitet. På den måde taber man sig langsomt.

– Ændringerne skal være effektive, lystbetonede og realistiske.

– Det kunne være at bytte sukkersodavand ud med light, bytte sødmælk ud med minimælk og at cykle frem for at køre bil.

Kilder: Sundhedsstyrelsen.

Og undersøgelser viser, at eksempelvis stress spiller ind i forhold til, hvordan man klarer sig under og efter et vægttab, forklarer Berit Lilienthal Heitmann. Så aftal med familie, kolleger og venner, at de bakker op, og at livsstilsomlægningen er permanent.

– Hvis man kan organisere sig, så ens venner og familie støtter op om det, man gør, er man længere, end hvis man ikke har den støtte, siger hun.

Kilde: Maxer.dk

Powered by Labrador CMS