Ekspert: Dansk imam står til tysk straf
Det er meget sandsynligt, at den danske imam Abu Bilal Ismail fra Grimhøjmoskéen i Aarhus ender med at blive straffet for sin opfordring til at dræbe jøder, som han kom med i en fredagsbøn i Berlin sidste sommer.
Det vurderer Moritz Schramm, der er lektor i kulturvidenskab ved Syddansk Universitet og selv har en tysk baggrund.
»Jeg er ikke jurist, så jeg kan ikke lægge hovedet på blokken, men når jeg hører det, han har sagt, så virker det på mig som noget, der meget typisk vil falde ind under paragrafferne om Volksverhetzung (hetz mod befolkningsgrupper, red.),« siger han.
Overtrædelse af de paragraffer kan give op til fem års fængsel, og det sker jævnligt, at folk dømmes i Tyskland. Moritz Schramm fortæller, at en del gennem tiden er blevet dømt på baggrund af forherligelse af nazitiden og benægtelse af Holocaust:
»Paragrafferne går ud på, at man kan blive dømt for at lægge bestemte grupper for had. Det er paragraffer, der er udbredte i Tyskland. Alle kender dem, og de spiller en rolle i den offentlige debat.«
Den tyske anklagemyndighed mener ifølge TV 2, at Abu Bilal Ismail opfordrede til drab på zionistiske jøder, da han sidste sommer prædikede i en moské i Berlin.
»Tæl dem og dræb dem hver og én. Skån ingen af dem. Få dem til at lide forfærdeligt,« sagde han under fredagsbønnen.
Oussama Mohamad El-Saadi, der er formand og talsmand for Grimhøjmoskéen i Aarhus, mener dog ikke, at Abu Bilal Ismail har sagt noget forkert.
»Han opfordrer ikke til drab. Han spørger til Allah om at dræbe de folk, der dræber børnene i Palæstina,« siger han til Berlingske Nyhedsbureau med henvisning til, at imamens udtalelser faldt, da konflikten i Gaza blussede op i sommer.
»Det er normalt i den muslimske verden at bede Allah om hjælp, når man ikke selv kan gøre noget,« siger Oussama Mohamad El-Saadi.
Han tilføjer, at det, Abu Bilal Ismail sagde i Berlin, siges mange steder:
»Du kan gå til enhver moské i verden, og de vil sige det samme, når der sker sådan noget i Palæstina.«
I Danmark er Abu Bilal Ismail også blevet politianmeldt for sin prædiken i Tyskland, men Østjyllands Politi afventer tyskerne.
»Manden er ikke sigtet i Danmark endnu. Vi har fået en anmeldelse i sin tid, men vi har lagt os i baghjulene på tyskerne, da den mulige gerning er begået i Tyskland. Vi vil vente og se, hvordan sagen forløber i Tyskland, da en mand ikke kan straffes for samme handling to gange,« siger senioranklager Lars Petersen fra Østjyllands Politi.
Han understreger, at hvis Abu Bilal Ismail straffes i Tyskland, kommer han ikke for en dansk dommer.
»Helt generelt kan jeg sige, at hvis han straffes dernede, bliver han ikke straffet i Danmark. Vi har ikke engang taget stilling til, om hans udtalelser er strafbare i den danske lovgivning. Vi har ikke nøje dissekeret hans udtalelser, fordi der er ingen grund til at lave en masse tilbundsgående undersøgelser, inden vi kender resultatet af tyskernes undersøgelser,« siger Lars Petersen.
Berlingske Nyhedsbureau har forgæves forsøgt at få juridiske eksperter til at vurdere, hvilken virkning en dom afsagt i Tyskland kan få i forhold til en dansk statsborger.
Grimhøjmoskéens formand oplyser, at Abu Bilal Ismail er dansk statsborger, og at han for tiden opholder sig i Danmark.