Ekspert: Dan Jørgensen har været en dårlig bordherre

En af danskernes favoritter: Millionbøf. Foto: colourbox
Offentliggjort Sidst opdateret

Stegt flæsk med persillesovs, jomfruhummer med blomkål, skipperlabskovs. Jagten på at finde Danmarks nationalret er omsider gået i gang, og siden 10. september, hvor fødevareminister Dan Jørgensen (S) lancerede kampagnen, har danskerne via de sociale medier kunnet indsende deres forslag.

Men det har været småt med danskernes indsendte madbilleder, som skulle inspirere otte udvalgte kokke til at fortolke Danmarks nationalret, skriver B.dk.

Via billedtjenesten Instagram er der uploadet omkring 700 billeder med hashtagget »nationalret«, mens der ifølge Fødevareministeriet er kommet en række henvendelser på Facebook og mail. Ministeriet har dog ikke en nøjagtig optælling af, hvor mange henvendelser de har modtaget.

Den lave aktivitet er dog ikke særligt overraskende, lyder det fra Peter Svarre, forfatter og ekspert i sociale medier.

»Det virker ikke som om, at man er oprigtigt interesseret i et svar, og det kan folk godt mærke, når man kører sådan en kampagne,« siger han til B.dk.

Han kalder fødevareministerens kampagne for »abstrakt« og kritiserer den for ikke at være involverende nok over for danskerne, når de indsender deres bud på nationalretter. Man skulle fra kampagnens side have kommenteret de indsendte bud, så brugerne følte sig set og hørt, lyder det fra eksperten.

Og netop det involverende aspekt er vigtigt i forhold til de sociale medier, fortæller Peter Svarre, der sammenligner sociale medier med et middagsselskab.

Her handler det om at være en god bordherre eller borddame og få sidemanden til at føle sig godt tilpas, så personen får lyst til at fortælle om sig selv.

»Grundlæggende handler sociale medier om at involvere folk, og man involverer bedst folk ved at fortælle dem, at man lytter til dem. Så på den måde har han (Dan Jørgensen, red.) ikke været en god bordherre,« siger Peter Svarre.

Det har ikke været muligt for B.dk at få en kommentar fra Dan Jørgensen.

Powered by Labrador CMS