Ekspert bekymret: Hospitalers plan ved hjertestop halter

Arkivfoto: Colourbox
Offentliggjort Sidst opdateret

Hvem kommer løbende, når en patients hjerte pludselig holder op med at slå – lægen, sygeplejersken eller en helt tredje? Det afhænger af, hvilket hospital patienten er indlagt på.

Et studie af alle offentlige hospitaler i Danmark viser, at der er stor forskel på, hvem der er på hospitalernes såkaldte hjertestophold. Desuden viser det sig, at der ofte mangler en beskrivelse af, hvem der skal lede holdet, og hvem der skal udføre de forskellige opgaver.

Det bekymrer lektor, læge og ph.d. Bo Løfgren fra Medicinsk Afdeling på Regionshospitalet Randers og Center for Akutforskning ved Aarhus Universitetshospital, som har været med til at lave undersøgelsen.

»Mange steder er det ad hoc-teams, og desuden ser vi, at vigtige opgaver, der skal løses undervejs, ofte ikke er aftalt på forhånd, så man risikerer at møde sin sygeplejerskekollega eller lægekollega fra en anden afdeling for første gang. Det giver risiko for, at der kan opstå fejl og misforståelser under behandlingen,« siger Bo Løfgren.

Der findes ikke en opskrift på den perfekte sammensætning af et hold, der skal redde en patient med hjertestop. Bo Løfgren mener, at det ud fra undersøgelsen står klart, at der bør forskes mere inden for dette område.

I undersøgelsen fremgår det, at hjertestopholdene lige nu består af to til ni personer med vidt forskellig faglig baggrund.

»Vi har fundet ud af, at det ofte er yngre læger, der står for behandlingen,« siger Bo Løfgren.

Dette forhold undrer ham, da der ofte er store og vigtige beslutninger at træffe ved et hjertestop, hvor det kan være en stor hjælp at have flere års erfaring.

Der er ikke noget landsdækkende overblik over, hvordan det er gået patienter, der har haft hjertestop på sygehusene, men Bo Løfgren henviser til en amerikansk undersøgelse, der viser, at fejl ved genoplivning på hospitaler har stor betydning for overlevelsesraten.

I Storbritannien har man defineret, hvilke nøgleopgaver der skal varetages af et hjertestophold, uden at man har lagt sig fast på, hvem der skal løse de forskellige opgaver. For eksempel skal én stå for hjertemassage, en anden give hjertestød, en tredje kontrollere luftveje og en fjerde give medicin.

Powered by Labrador CMS