Ekspedienter narret af nyt veksel-trick

Onsdag formiddag lykkedes det en mand at veksle svenske sedler som Euro-sedler i to butikker i Randers.

Offentliggjort Sidst opdateret

Østjyllands Politi efterlyser en gerningsmand til to usædvanlige tricktyverier mod en Netto- og en Kiwi-forretning i Randers. Onsdag formiddag kom en mand på 30-40 år ind i butikkerne, og begge steder lykkedes det ham at narre ekspedienterne godt og grundigt med et ellers meget enkelt og åbenlyst trick. Manden afleverede simpelt hen en svensk 500-kroner-seddel, men sagde, at det var en Euro-seddel. Ekspedienterne opdagede ikke problemet, men udbetalte ham byttepenge, svarende til Euro-værdien.

Kommunikationsmedarbejder ved Østjyllands Politi Marianne Morgen oplyser til Newsbreak.dk, at hun ikke er klar over, præcis hvordan det er lykkedes manden at narre ekspedienterne, men hun formoder, at de simpelt hen bare ikke har kigget ordentligt på sedlen.

– Ellers kan det være, at man er blevet lidt forvirret, eller ikke er så rutineret, men jeg ved det ikke, siger hun til Newsbreak.dk.

Kostede 3.300 kroner

Hun oplyser, at hun aldrig før har hørt om lignende tricktyverier, og politiet har heller ikke fået anmeldelser om andre butikker, der har oplevet forsøg på snyd med svenske sedler.

Gerningsmanden købte nogle varer i den ene af butikkerne, mens han i den anden blot bedte om at få vekslet pengene uden at købe noget.

– Det ene sted stod han (gerningsmanden /red.) lænet ind over disken, for at sikre sig, at det blev slået “rigtigt” ind, siger hun.

Tricktyveriet har kostet butikkerne cirka 3.300 kroner hver, da 500 svenske kroner er cirka 400 danske kroner værd, mens 500 Euro er cirka 3.700 kroner værd.

Politiet har udsendt følgende signalement af gerningsmanden:

– 30-40 år, lys i huden, 180-190 cm, kraftig af bygning. Talte dansk med accent. Iført striktrøje, brune bukser, grå alpehue/kasket, medbringende en taske. Manden blev det ene sted set kørende fra stedet i en nyere sølvgrå BMW på udenlandske plader.

Politiet vil meget gerne høre fra eventuelle vidner eller andre folk, der har oplysninger i sagen på telefon 114.

Powered by Labrador CMS