Ekskone har bortført hans søn: ‘Jeg hader hende ikke’

I et halvt år har Vladimir Valiants ekskone vært på flugt fra politi og myndigheder. Med sig har hun sine to børn. Tilbage sidder børnenes fædre og håber på det bedste.

Offentliggjort Sidst opdateret

– Jeg sover som en baby. Jeg vågner en gang i timen og græder.

Med ord fra politikeren John McCain beskriver Vladimir Valiant de sidste seks måneder af sit liv.

53-årige Vladimir Valiant savner sin søn. Og det har han gjort siden 18. marts. Der forsvandt hans ekskone nemlig sammen med sine to børn, Aia og Leonardo. Leonardo er 3,5 år gammel – Aia er seks. Børnenes respektive fædre har forældremyndigheden over dem.

Tilbage sidder netop  Aia og Leonardos fædre og håber på nyt om børnene. Og på, at den nu officielle efterlysning kan være med til at kaste nyt lys over sagen omkring de to børn.

– Jeg ville selvfølgelig helst have undgået det (en offentlig efterlysning), siger Vladimir Valiant til Newsbreak.dk.

– Vi ville gerne skåne børnene, men min egen samvittighed og i samråd med min advokat og politiet, så synes jeg ikke, vi kunne komme videre, fortsætter han og hentyder til, at der i mellemtiden er gået et halvt år uden et egentligt gennembrud i sagen.

– Jeg vil ikke fokusere på eventuelle risici, konsekvenserne kan være endnu værre, siger Vladimir Valiant.

Konflikten optrappes

Vladimir mødte Angelina Mathisen, der dengang hed Malene Valiant Vestergaard, da hun var gravid med Aia. Som en ganske naturlig ting blev han senere Aias daglige faderfigur.

Han deltog endda i fødslen, hvor han var den, der klippede navlestrengen til den lille nyfødte. Noget, han ikke fik lov til at gøre til sin egen søns fødsel. Der var forholdet nemlig allerede kuldsejlet mellem Vladimir og Angelina.

Efter fødslen skulle der gå 15 måneder, inden en officiel samværsordning trådte i kraft – indtil da, havde han kun sporadisk samvær med sin søn.

– Og det var kun nogle timer om ugen, siger Vladimir, om det officielle samvær.

Siden blev konflikten optrappet med involvering af både kommunen, Statsforvaltningen og Fogedretten Foruden beskyldninger om blandt vold og incest. I sagens akter, som Newsbreak.dk har fået adgang til, beskylder Angelina Mathisen blandt andet Vladimir for incest, alkoholmisbrug og vold mod hende.

Det benægter Vladimir Valiant dog pure over for Newsbreak.dk.

– Og der er heller ikke foretaget hverken anmeldelser eller sigtelser, siger han.

Det fremgår dog også af sagsakterne, at der intet bevis har været for påstandene.

Hyrede privatdetektiver

Vladimir Valiant ligger ikke skjul på, at han ikke synes, systemet arbejder for de, eller den, der er sat i en sådan situation.

– Jeg tænkte: “Det her er mit barn, jeg bliver nødt til at handle.”, siger han.

De tanker fik ham til at hyre privatdetektiver i håbet om, de kunne være behjælpelige med at finde børnene.

– Vi har fået både elimineret og bekræftet nogle ting, fortæller Vladimir om resultatet af detektivernes arbejde.

De ‘ting’ Vladimir mener er kommet til overfladen, er Angelinas færden rundt i landet og viden om hendes medhjælpere – for sådan nogen er han ikke i tvivl om, at hun har haft.

– Et hemmeligt netværk, som han kalder det.

Detektivernes arbejde har dog heller ikke ført til et afgørende spor i sagen.

Vladimir Valiant regner med, hele sagen omkring hans søn indtil videre har kostet ham i omegnen af 350.000 kroner.

Hårde måneder

Vladimir Valiant ejer en cateringvirksomhed. Han har det sidste halve år på bedste beskub forsøgt at have en så normal hverdag som muligt.

– Men jeg har da undertrykt nogle følelser, vurderer han.

I månederne fra marts og frem til nu har hans dagligdag også ændret sig – nu står den ikke kun på arbejde.

– Mine dage har været med pakket med advokater og lignende, siger Vladimir.

Aftnerne og nætterne er dog klart de værste, synes han:

– Jeg ligger og tænker på det hver aften. Tænker: “Hvor er de henne,” fortæller han.

Hvad ville du sige til hende, hvis hun var her nu?

– Så ville jeg sige: “Jeg ville ønske, du ville bede nogen om hjælp”, siger Vladimir, der understreger, at han på ingen måde ønsker, hun skal i fængsel, for så oplever børnene igen et afsavn til en forælder – omend med omvendt fortegn.

– Og så ville jeg ønske, at der havde været nogen, der havde hjulpet hende, været kritisk og ikke bare strøget hende med hårene, siger Vladimir.

– Jeg hader hende ikke. Men jeg har medlidenhed med hende.

Sagen kort

Moderen og de to børn er ikke set siden den 18. marts, hvor de forsvandt fra kvindens bopæl i Vanløse. Det var få dage før en sag om forældremyndigheden over det ene barn skulle afgøres. I både Aia og Leonardos tilfælde har fædrene fuld forældremyndighed.

Kombineret med det faktum, at der forud for deres forsvinden er foretaget flere forberedende handlinger, er politiet ganske overbevist om, at kvinden rent faktisk har taget benene på nakken og er gået under jorden.

– Blandt andet har hun kort tid inden tømt hele sin bankkonto, sagde politikommisær Bjarke Dalsgaard Madsen fra efterforskningsafdelingen for borgernær kriminalitet tirsdag til Newsbreak.dk.

– Vi har hele tiden forventet, at hun på et tidspunkt ville dukke op, fordi kriminelle sætter spor. Men især de elektroniske har hun været god til at slette, siger Bjarke Madsen.

Den 42-årige kvinde – og hendes børn – er blevet varetægtsfængslet in absentia. Det vil sige, at hun – i sagens natur – ikke var til stede, da en dommer bestemte fængslingen. Samtidig er hun også efterlyst via Europol, der er et fælles europæisk politi.

Falsk identitet

Politiet har oplysninger om, at hun kan bevæge sig under falsk identitet, da hun tidligere har heddet Malene Valiant Vestergaard. Dermed kan den eftersøgte være i besiddelse af identitetspapirer med dette navn.

Kvinden beskrives som 182 centimeter høj og almindelig af bygning. Hendes hår var langt og mørkebrunt, da hun sidst blev set. Hun kan være kørende i en Opel Corsa, årgang ’95, med registreringsnummer AM 58 215.

Københavns Politi kan kontaktes på telefon 114.

Powered by Labrador CMS