Ejere af gamle brændeovne kan få skrotpræmie
Mange danskere er glade for at smide brænde i brændeovnen og lune sig ved ilden i de kolde vintermåneder.
Men de 150.000 gamle brændeovne produceret før 1990, som er installeret i danske hjem, forurener næsten lige så meget som de 600.000 nye brændeovne, danskerne tænder op i.
Derfor vil miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) indføre en skrotpræmie på 2.000 kroner til ejere af de gamle ovne, fordi 70 procent af den sundhedsskadelige partikelforurening i Danmark kommer fra brændeovne. Det skriver Politiken.
Først til mølle-princip
Den samlede pulje er på 45 millioner kroner, og pengene skal fordeles efter først til mølle-princippet. Det svarer til, at 17 procent af ejerne af de gamle ovne vil kunne indløse 2.000 kroner. Det svarer til 21.000 ovne, men det er dog ifølge ministeren ikke særlig mange, hvis man skal måle en nettogevinst for miljøet.
»Men det er nu engang de penge, der er sat af, og jeg tror, at denne ordning kan sparke gang i skrotningen af de andre gamle ovne, også ved at give anledning til en snak hjemme i familierne om, hvorvidt den brændeovn, man har nu, også er den miljømæssigt rigtige,« siger Eva Kjer Hansen.
Skrotordningen bliver sat i værk i midten af november, og når puljen er brugt om, vil der ikke blive afsat flere penge til formålet.