Ejendomsmæglere ender i uheldig dobbeltrolle
Når en mægler-kæde både skal varetage købers og sælgers interesser, kan de ende i en uheldig dobbeltrolle, som ikke kommer køber til gode
Fra årsskiftet trådte en ny ejendomsmægler-lov i kraft, der betød, at sælgers mægler udelukkende må rådgive sælger, og køber opfordres til at søge egen køber-rådgivning.
Nu ser det imidlertid ud til, at ejendomsmæglerkæderne iværksætter deres egne købermægler-initiativer samtidig med, at deres primære virke fortsat er at varetage sælgers interesser. Grunden til at det kan lade sig gøre at tilbyde at rådgive begge parter er, at det i lovmæssig forstand principielt er tilladt at rådgive såvel købere som sælgere blot det ikke er i samme sag.
Det vil altså sige, at en mægler, fra for eksempel Home, kan være købers rådgiver i en sag, hvor en mægler fra en anden Home-butik er sælgers rådgiver. Som kæde vinder de på, at handlen bliver indgået mellem to personer, som begge har Home som rådgiver. Så tjener man både på salget og på købet.
– Køberrådgivning er vigtigt, og vi opfordrer forbrugeren til, at det sker via en advokat eller uvildig rådgiver, frem for via ejendomsmægleren, siger Lea Markersen, juridisk konsulent ved Forbrugerrådet Tænk, til Finans.dk.
For købersmægler.dk, en uvildig køber-mægler, er det en vigtig pointe:
– Har man som køberrådgiver interesser i hvem der får salget, så er man ude på noget af et sidespor. Og det er blandt andet her, at Forbrugerrådet har en berettiget anke i forhold til kæderne. Hvis man for eksempel hos Nybolig bliver købermægler for en kunde, så vil man stå i en situation, hvor potentielle boliger også er til salg i den kæde, som man er en del af, skriver købersmægler.dk på sin blog.
Man skal altså se sig godt for, når man står over for en bolighandel. Forbrugerrådet anbefaler, at man tager kontakt til en rådgiver, der ikke har en andel i salget af boligen.