Ejendom ransages: Frygter at forbrydelse er sket

På en ejendom nordvest for Frederikshavn er Nordjyllands Politi i gang med en større ransagning.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er en større ransagning af en ejendom på Rendborgvej, der ligger nordvest for Frederikshavn, i gang.

Baggrunden er, at Nordjyllands Politi leder efter en person, som mandag blev efterlyst. Politiet formoder, at der kan være sket en forbrydelse.

Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

39-årig udsat for forbrydelse

I starten af ugen efterlyste Nordjyllands Politi en 39-årig mand, da hans familie var bekymret for ham, fordi han ikke var dukket op til en aftale.

Nordjyllands Politi har ikke fået kontakt til den 39-årige mand, derfor er der frygt for, at han kan være offer for en eller anden form for kriminalitet.

– Vores videre efterforskning af sagen har givet anledning til bekymring. Vi frygter, at han kan være blevet udsat for en forbrydelse, siger lederen af politiets efterforskning, vicepolitiinspektør Frank Olsen, der ikke vil komme nærmere ind på detaljer i efterforskningen.

Det er baggrunden for politiets ransagning og eftersøgning, der foruden ejendommen også omfatter andre lokaliteter, samt at politiet vil være synlige i området omkring Frederikshavn.

Fundet efterlyst bil

Mandag efterlyste Nordjyllands Politi den 39-årige Eddie Karl-Johan Christensen.

Han havde på daværende tidspunkt været forsvundet i flere dage, og politiet formodede, at han kunne være forsvundet frivilligt i sin bil.

Nordjyllands Politi har dog fundet den 39-åriges bil, der blev fundet forladt på Rimmen Station nord for Nielstrup.

Den 39-årige Eddie Karl-Johan Christensen er 182 centimeter høj, almindelig af bygning, skaldet og har skæg ved hagen.

Nordjyllands Politi hører fortsat gerne fra borgere, der kunne vide, hvor han befinder sig.

– Hvis man har oplysninger i sagen, særligt om den forsvundne mand, så skal man straks ringe til politiet på 114, understreger Frank Olsen.

Tidligere forsøgt dræbt

Ifølge Nordjyske er den 39-årige identisk med en mand, der i 2016 blev udsat for et voldsomt drabsforsøg i Elling.

Her blev han slået i hovedet med en gaffelnøgle, så han fik livstruende kraniebrud, og efterfølgende blev han overhældt med benzin og smidt ind bagi en varebil, som kørte galt på Tuenvej.

To mænd – en 49-årig og en 41-årig – blev dømt i sagen og fik henholdsvist seks et halvt års fængsel og syv års fængsel.

En måned efter retssagen blev den 39-årige Eddie Karl-Johan Christensen selv idømt to et halvt års fængsel, fordi han opbevarede en skarpladt pistol i sin lejlighed, da han frygtede for sit liv.

Powered by Labrador CMS