Egtvedløbet på vej mod rekord

Formanden for Egtvedløbet, Janne Lund Seiersbøll, er selv en ivrig løber, som netop har deltaget i West Coast Trail and Beach Marathon. Hun får dog ikke mulighed for at deltage søndag den 12. april, for der venter masser af opgaver forude.
Offentliggjort Sidst opdateret

Alt tyder på, at deltagerantallet på 293 løbere fra i fjor bliver overgået søndag den 12. april.

Skal man dømme efter det antal tilmeldinger, der på nuværende tidspunkt er kommet til Egtvedløbet søndag den 12. april, tyder alt på deltagerrekord. I fjor kom 293 løbere til start, og allerede på nuværende tidspunkt har over 100 løbere meldt deres deltagelse. Så det er ikke urealistisk at tro, at antallet af deltagere i år kommer til at ligge mellem 350 og 400.

Det er tredje år, Egtvedløbet afvikles med start og mål ved Egtved Camping. Aldrig tidligere har der været så mange for-tilmeldinger som i år, og det tager løbets formand, Janne Lund Seiersbøll, som et tegn på, at feltet af løbere bliver stort.

– Vi ved fra mange af de henvendelser, vi har fået her på det seneste, at der er mange tilmeldinger på vej – også fra hold. Så vi ser fortrøstningsfulde frem til søndag den 12. april, hvor det går løs, siger Janne Lund Seiersbøll, som ikke selv kommer til start ved Egtvedløbet, selv om hun er en meget aktiv løber.

På løbsdagen har hun travlt med at varetage en lang række opgaver.

Positiv udvikling

Egtvedløbet blev første gang afviklet i 2013 med 133 løbere til start. Året efter – i 2014 – var det bestyrelsens mål at nå op på 200 deltagere, og det mål blev i den grad indfriet med 293 løbere. Det er på den baggrund, at bestyrelsen i år regner med 350-400 løbere til start på de tre ruter på henholdsvis 5,5 km.,12,5 km. og 21,1 km.(halvmarathon).

Egtvedløbet henvender sig til hele familien, idet der ved planlægningen af de enkelte ruter tages hensyn til, at alle kan være med. Samtidig lægges der stor vægt på det sociale.

I start- og målområdet ved Egtved Camping er der således gode parkeringsforhold samt omklædnings- og badefaciliteter, og der kan købes pølser, pandekager og drikkevarer. For de mindste står der et stort legeareal til rådighed.

– For os i bestyrelsen er det ikke udelukkende et spørgsmål om at få det størst mulige antal deltagere. Det betyder også meget for os, at alle deltagere får en god dag med masser af oplevelser i den fantastiske natur i og omkring Egtved, lyder det fra Janne Lund Seiersbøll.

Powered by Labrador CMS