Eftersøgt for fem mord

Der er udlovet en dusør til den eller de personer, der kan bidrage til, at sagen bliver opklaret.

Offentliggjort Sidst opdateret

Politiet leder efter en mand, der i 1970’erne dræbte fem homoseksuelle mænd, og stod bag overfald på yderligere to mænd, i San Francisco. Det skriver Reuters.

Seriemorderen slog til igen og igen i perioden januar 1974 til september 1975. Ifølge Reuters efterforsker politiet fem drab, de forbinder til samme mand, men ifølge bogen “The Encyclopedia of Unsolved Crimes,” har politiet i perioder forbundet op til 14 drab til én og samme seriemorder.

SF Gate skriver, at morderen gik målrettet efter homoseksuelle mænd, der blev dræbt med kniv. Ligene blev efterladt på strande og i parker rundt omkring i San Francisco.

Ifølge Reuters har de fem mordofre flere ting til fælles. De var alle homoseksuelle hvide mænd, og de havde alle ensartede stiksår i brystkassen, skriver Reuters.

Der kan være flere ofre

Dan Cunningham er en af politiets efterforskere i sagen, der altså langt fra er lukket, og han har fortalt CNN, at man først og fremmest efterforsker fem mord forbundet til én morder.

– Men jeg ville være et fjols, hvis jeg sagde, at han (morderen, red.) ikke begik flere mord, siger Dan Cunningham til CNN.

Manden, der forbindes til mindst fem drab, blev i folkemunde kendt som “Doodler.” En doodle kan på dansk kaldes for en krusedulle, og morderen fik dette tilnavn af et vidne.

ABC 13 skriver, at sagen blev genoptaget i sommeren 2018. ABC 13 talte med Michael Andraychak fra politiet i San Francisco om sagen, og han fortalte, at det særlige tilnavn blev givet seriemorderen af et af de overlevende ofre, der talte med “Doodler,” før han blev forsøgt myrdet.

– Mens de snakkede sammen, så han den mistænkte lave kruseduller på en serviet. Det er derfor, han bliver kaldt “Doodler,” sagde Michael Andraychak til ABC 13. Ifølge TV-stationen havde politiet i San Francisco valgt at genoptage sagen i håbet om, at DNA-spor kunne pege dem i retning af, hvem morderen i de forskellige sager er.

DNA-spor

Sagen er én blandt mange, politiet kigger på år efter, en seriemorder var løs. Som tiden er gået, har politiet fået adgang til mere og mere teknologi, der kan forbinde DNA-spor til mordere. Det var blandt andet sådan, politiet kunne annoncere, at de havde anholdt manden kendt som “The Golden State Killer.

100.000 dollars

Det sidste nye i sagen om den såkaldte “Doodler,” er, at politiet i San Francisco har udlovet en dusør på 100.000 dollars til den eller de personer, der kan bidrage til, at sagen om drabet på de i hvert fald fem mænd bliver opklaret.

Dusøren blev annonceret på et pressemøde, hvor der også blev afspillet en lydfil fra 1974. På optagelsen kan man høre en anonym person fortælle om en død person, der lå en af byens strande. Den anonyme person blev aldrig formelt afhørt af politiet, og det er uvist, hvem vedkommende er.

På pressemødet kom det frem, at politiet i San Francisco har fundet og indsendt DNA til analyser i håbet om, at det kan være med til at fælde seriemorderen.

Powered by Labrador CMS