Efterskoler er et jydefænomen

Efterskoler er et jydefænomen. Foto: Colourbox.com (Modelfoto).
Offentliggjort Sidst opdateret

De hulkende røster, der hvert år istemmer sig det kollektive grædekor, der optræder på årets sidste skoledag på landets efterskoler, vil fortrinsvis være jyske.

Det viser en ny opgørelse Efterskoleforeningen har lavet, skriver Kristeligt Dagblad.

Eksempelvis er det i Region Midtjylland 57 procent af 10.klasse-årgangen, der har skrevet sig op til at deltage i fællessang og natterend på landets 249 efterskoler, mens det til sammenligning er 37 procent i Region Hovedstaden.

Ulla Ambrosius Madsen, der er lektor ved Institut for Psykologi og Uddannelsesstudier på Roskilde Universitet, mener, at den store forskel placerer sig i en klassisk land og by-diskussion.

»Jeg har en forestilling om, at de unge i København føler, at de allerede er en del af en metropol-ungdomskultur, som de unge i Jylland og dem fra landet er klar til at flytte for at være en del af,« siger hun til Kristeligt Dagblad.

Der er dog noget, der tyder på, at sjællænderne er parate til at tage fænomenet til sig. Selvom man halter efter de unge jyder, er der nemlig flere og flere sjællændere, der tager af sted, skriver Kristeligt Dagblad.

Det kan også mærkes på landsplan, hvor rekordmange unge tager deres tiende skoleår hjemmefra. 15.504 elever er i øjeblikket på efterskole, og det er en stigning på 476 elever i forhold til sidste år.

Powered by Labrador CMS