Efterlyste bil på Facebook: Blev snydt for 3000 kroner

En efterlysning på Facebook endte med, at en mand blev snydt for 3000 kroner. Arkivfoto: Colourbox
Offentliggjort Sidst opdateret

49-årig efterlyste sin bil på Facebook. Han blev kontaktet af en mand, der fortalte, at han vidste, hvor bilen var

En 49-årig mand fik stjålet sin bil fra Toftevej i Hørning den 26. april. Derefter efterlyste han bilen på Facebook – det skulle han måske ikke have gjort.

Han blev kontaktet af en mand, der fortalte, at han vidste, hvor bilen var. Den 49-årige skulle bare indbetale to gange 1500 kroner til et bestemt kontonummer, så ville manden oplyse, hvor bilen befandt sig.

Den 49-årige indbetalte pengene – men der kom ingen besked om, hvor bilen var, oplyser Lokalpolitiet i Skanderborg til Lokalavisen.

– Det er desværre noget, vi er begyndt at se oftere og oftere at folk, der efterlyser ting eller bortløbne husdyr på Facebook, bliver kontaktet af bedragere, der lokker dem til at indbetale et beløb mod at få oplysninger, fortæller politikommissær Torben Rungstrøm.

Politiet er dog ikke helt på bar bund i bedragerisagen:

– Vi har jo kontonummeret, så nu skal vi have kigget nærmere på, hvem der har den konto, og hvad ejermandens forklaring er.

Powered by Labrador CMS