Efterlyst tyv fanget – et noget aparte sted

Han stak af til sin mors begravelse. Nu er han fundet igen. Et dybt godnat sted.

Fangen stak af fra sine ledsagere – til sin egen mors begravelse. Foto: Colourbox.
Offentliggjort Sidst opdateret

3. juni kunne Newsbreak.dk bringe en efterlysning af en fange, der var stukket af.

Han var bevilget udgang for at gå til sin mors begravelse, men her tog han fusen på de medfølgende betjente og stak af.

Nu er han dukket op igen. Et sted – og på en måde – man på det nærmeste føler sig hensat til en amerikansk film. B-film, altså.

Efter flugten har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi haft gang i en større efterforskning. Den har nu båret frugt.

Omtalte efterforskning ledte torsdag politiet til Lupinvej i Næstved. Sådan starter en pressemeddelelse fra politikredsen.

En patrulje bankede på døren på adressen, hvor en 30-årig kvinde åbnede og fortalte, at hun lånte lejligheden sammen med en veninde, mens ejeren var bortrejst.

Patruljen spurgte, om de måtte tale med veninden, der skulle være i lejligheden.

Arh…

Den 30-årige kvinde var ikke meget for at lukke patruljen ind, og da de gik ind i lejligheden, viste det sig da også, at der ikke var nogen veninde. Men der var en mand. Som gemte sig under sengen i soveværelset.

Haps

Det var den efterlyste 34-årige mand, og han blev på stedet anholdt og sigtet for en hel stribe af lovovertrædelser.

Manden er fredag fremstillet for lukkede døre ved retten i Næstved, hvor han blev varetægtsfængslet i fire uger.

Derudover har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi ikke flere oplysninger i sagen.

Powered by Labrador CMS