Efterlyst jæger ramte bil: Nu har han meldt sig selv
Søndag ved middagstid har Fyns Politi modtaget en henvendelse fra den jæger, som kort efter klokken 21.30 lørdag ramte en 36-årig mands bil på Nordlangeland.
Der er tale om en 69-årig mand, oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.
Den 36-årige mand kom lørdag kørende i sin bil på Lohalsvej, da en kugle fløj ind gennem sideruden og cirka 30 centimeter foran manden, inden den landede på instrumentbrættet.
Jægeren kom frem til bilen, men forsvandt efterfølgende fra stedet, da han konstaterede, at den 36-årige var uskadt. Siden har Fyns Politi efterlyst jægeren, som altså søndag selv har taget kontakt til politiet.
»Jægeren var og er stadig chokeret over uheldet,« lyder det søndag over middag fra vagtchef Kenneth Taanquist.
Episoden vil nu få et retsligt efterspil, og de fleste overtrædelser af jagtloven afgøres ifølge vagtchefen med en bøde. Dog kan særligt alvorlige tilfælde, hvor andres liv er i fare, give op til otte års fængsel.