Efterlyser flugtbilist

Den havarerede bil har store skader, men intet tyder på, at føreren er kommet til skade

Politiet har tidligt mandag morgen været til stede ved et biluheld, hvor føreren var flygtet fra stedet. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Mandag morgen kort før klokken 5 fik Nordjyllands Politi en melding om en havareret bil ved indgangen til det vestlige rør i sydgående retning i Limfjorstunnellen. Det skriver TV2 Nord.

Føreren af bilen var tilsyneladende stukket af.

– Bilen har påkørt autoværnet, og fører er flygtet. Politiet er nu i gang med at finde ejeren af bilen såvel som den person, der måtte have kørt bilen tidligt mandag morgen, siger vagtchef hos Nordjyllands Politi, Poul Fastergaard, til TV2 Nord.

Der er efter alt at dømme tale om et solouheld.

Trods bilens store skader, tyder intet på, at personen bag rattet er kommet alvorligt til skade og har henvendt sig til skadestuen.

Tunnel åben igen

Tunnelen var spærret frem til klokken 6 men er nu åbnet op for trafik i begge retninger.

Politiet har overvågningsbilleder fra tunnelen og kan derved danne sig et godt billede af, hvad der måtte være sket.

Nordjyllands Politi vil gerne i kontakt med eventuelle vidner til uheldet tidligt mandag morgen.

Powered by Labrador CMS