Efterårs-problem løst: Nedfaldne blade kan ikke længere forsinke IC4-tog
Når bladene begynder at falde af træerne i det danske efterår, plejer det at betyde nedsat hastighed for DSBs IC4-tog.
De nedfaldne blade fedter skinnerne og kan gøre det svært for togene at bremse. Siden 2011 har togene derfor været tvunget til at sætte farten ned, men nu har DSB løst problemet, så til efteråret skal passagererne ikke længere finde sig i længere rejsetid.
Togene bremseevne på glatte skinner er blevet forbedret i en sådan grad, at Trafikstyrelsen har givet permanent tilladelse til, at IC4-togene kan køre med normal hastighed i løvfaldsperioden,
»Det er meget glædeligt, at løvfaldsrestriktionen er blevet hævet, så vi nu kan køre med normal hastighed hele året. Det kommer til at betyde, at vi ikke skal tilpasse køreplanerne i løvfaldsperioden fra 1. oktober til 30. november for IC4. Det gør, at passagererne af gode grunde vil komme hurtigere frem i og med, at hastigheden nu ikke længere er nedsat til 140 kilometer i timen,« siger administrerende direktør i DSB Vedligehold Steen Schougaard Christensen.
Fartbegrænsningen betød sidste efterår, at de særlige LynX-afgange, som DSB kørte fire gange dagligt mellem Aarhus og Københavns Lufthavn med IC4, fik ændrede afgangs- og ankomsttider samt længere rejsetid. Samtidig standsede afgangene fra Aarhus mod København ikke i Odense og fire regionalafgange blev påvirket i mindre grad.
Men til den kommende løvfaldsperiode er bremseproblemerne blevet løst, hvilket kan komme til gavn flere steder i togtrafikken.
»Vi har i forvejen set en stigende driftsstabilitet ved IC4, så det kommer ikke umiddelbart til at betyde noget for antallet af aflyste tog, men det vil til gengæld betyde, at IC4 kan bruges på langt flere strækninger i løvfaldsperioden,« siger Steen Schougaard Christensen og fortsætter:
»Set fra vores side har vi nu nået endnu en milepæl med IC4, og fjernelsen af hastighedsreduktionen gør, at vi nu kan begynde at kigge på endnu flere tiltag, som forhåbentlig betyder, at toget kan indtræde i InterCity- og lyntogtrafikken som det oprindeligt var indkøbt til,« siger DSB-direktøren.