Efter voldsom regn: Grave synker sammen
De voldsomme regnskyl, der har ramt Nordjylland de seneste dage, giver fortsat nye problemer.
Senest på en række af de nordjyske kirkegårde, hvor grave i hundredvis er begyndt at synke sammen.
– Vi har rigtig, rigtig mange gravsteder, som er sunket sammen. Det er nok mellem 200 og 250. Mindst. Og det er bare dem, der er nu. Der kommer nok flere i løbet af weekenden, så det er ret håbløst, siger Anette Andersen, der er graver på Sindal Kirkegård i Hjørring Kommune.
På denne adresse findes cirka 900 registrerede gravsteder i alt, hvilket betyder, at flere end hver femte er ramt. Indtil videre har seks andre kirkegårde i landsdelen meldt om lignende problemer.
Sammensynkningerne på kirkegårdene opstår, fordi de enorme vandmasser på en gang har gjort jorden meget blød og tung. Det får møre kister til at give efter, hvorefter jorden skrider ned i hulrummet og efterlader en markant fordybning på overfladen. Flere steder er store gravsten også væltet, da den mudrede jord ikke længere kan bære deres vægt.
En del pårørende til afdøde forsøger at besøge de ramte kirkegårde for at besigtige skaderne, men det frarådes af blandt andre graver Anette Andersen. Flere steder er de grønne gravarealer nemlig så bløde, at fodgængere risikerer at synke i jord og mudder til knæene. Nogle kirkegårde har nu taget konsekvensen og spærret områderne helt af.
Lars-Erich Stephansen, der er provst i Hjørring Søndre Provsti regner med, at det kommer til at koste mange penge og tage måneder at udbedre skaderne på samtlige gravsteder. Kirkepersonalet vil dog gøre hvad de kan for at sikre, at gravene hurtigst muligt kan besøges igen, forklarer han til Nordjyske.
-Vi bliver nødt til at sætte ekstra mandskab ind i forhold til at få rettet op på det her hurtigst muligt. Det her er meget følsomt, siger han.