Efter villabrand: Mand anholdt for brandstiftelse
En 48-årig mand er anholdt efter en voldsom brand.
En villa på Hvedevej i Smørum er totalt udbrændt.
En 48-årig mand er nu anholdt – sigtet for brandstiftelse.
Det oplyser Nordsjællands Politi til Newsbreak.dk.
Politi og brandvæsen modtager meldingen klokken 13.41.
– Den lyder den på ‘overtændt villa’, sagde David Borchersen, vagtchef ved Nordsjællands Politi, i den forbindelse til Newsbreak.dk.
Villaen er siden, efter cirka fire timers forløb, totalt udbrændt.
– I den forbindelse har vi anholdt en 48-årig mand og sigtet ham efter straffelovens paragraf 180, siger Borchersen.
Strafferammen for den sigtelse er fængsel på livstid.
Artiklen fortsætter under faktaboksen
Tidligere kunne vagtchefen fortælle, at politiet havde fået kontakt til husets to beboere – der ikke var til stede.
Til spørgsmålet om, hvorvidt den 48-årige mand kender husets beboere, siger vagtchefen:
– Det vil jeg ikke sige noget om.
Han hentyder til efterforskningen, hvilket også er baggrunden for, der ikke på nuværende tidspunkt er flere detaljer om sagen.
Den anholdte vil tirsdag blive fremstillet i grundlovsforhør.
@BeredskabOest er tilstede ved kraftig brand i villa i Smørum hos @BeredskabFBBR . Vi har afsendt yderligere assistance af endnu en sprøjte og vandtankvogn fra Ballerup, drejestige fra Gladsaxe og ledelsesstøtte. Derudover forflyttes køretøjer så responstiden er rimelig #berosdk
— Beredskab Øst (@BeredskabOest) July 20, 2020