Efter ufrivillig abort: Hun kæmper med sig selv
Tv-darlingen Christiane Schaumburg-Müller har flere ting at kæmpe med efter abort
Selv om den danske tv-stjerne Christiane Schaumburg-Müller for bare lidt under to uger siden oplevede det ubærlige at miste sit ufødte barn, er hun allerede indstillet på at kæmpe videre.
- Jeg er klar til, hvad der føles som min første træning i 2022, skriver hun i sin historie på Instagram efter sin uønskede abort.
Derefter fortsætter hun:
- Det er først senere, men skal lige være mentalt klar på, at jeg ikke starter, hvor jeg slap. Men i stedet skal kæmpe mig tilbage til noget kropsstyrke stille og roligt. Kæmpe, kæmpe, kæmpe, skriver hun.
Totalt kampklar
Hun taler også til sine mange tusinde følgere på Instagram.
' Jeg vil også lige sige, at jeg er totalt kampklar på at få noget styrke tilbage i min krop. Dels fordi, jeg tænker, at hvis jeg er så heldig at blive gravid igen, så kan jeg jo også godt, muligvis i hvert fald se frem til igen at blive sygemeldt og ja - skulle være så syg, så syg, så syg, - I mange, mange, mange uger', lyder det åbenhjertigt fra tv-kendissen.
For under to uger siden mistede hun og hendes forlovede Daniel Åxman det barn hun har båret rundt på i maven i 21 uger.
'Den fineste dreng'
Her fortalte hun også om den store sorg på Instagram:
'I 21 uger bar jeg dig i maven - ventede så ængsteligt på at få dig i mine arme. Du blev til i kærlighedens tegn og fra dag 1 af graviditeten har vi elsket dig og ventet på dig med længsel. Halvvejs blev dit stoppested og i torsdag fødte jeg dig - den fineste dreng. Du er en stjerne på himlen nu. Smukkeste du', skrev hun.
Er i forvejen mor
I opslaget fortæller tv-værten, at sønnen skulle have haft navnet 'Columbus'.
Christiane Schaumburg-Müller er i forvejen mor til sønnen Constantin, som hun har sammen med rapperen Liam O'Connor.
Hendes forlovede Daniel Åxman har to døtre fra et tidligere forhold.
Sammen har de endnu ingen børn.