Efter ubådssagen: Politi undersøger mystisk drab på japansk turist
Politiet undersøger også gamle drabssager i forbindelse med sagen om Kim Wall, oplyser vicepolitiinspektør.
Efter den spektakulære og makabre sag, hvor den svenske journalist Kim Wall har mistet livet, kigger Københavns Politi også i gamle drabssager.
Det fortalte vicepolitiinspektør og efterforskningsleder Jens Møller på et pressemøde onsdag.
– Det er klart, at vi genopfrisker, hvad der måtte være af gamle sager. Helt konkret har vi en sag fra 1986, hvor en japansk turists torso blev fundet i Københavns havn, og sådan gør vi helt standard i drabssager, lød det.
Det var i november 1986, at der blev fundet ligdele fra en kvinde. Det var en taxachauffør, der under sin frokostpause pludselig bemærkede, at der flød noget rundt ude i vandet.
Der gik otte måneder, før man fik identificeret dem.
3. juli 1987 skrev Ekstra Bladet, at det var et tandlægekort fra Vesttyskland og fingeraftryk fra Tokyo, der overbeviste politiets daværende drabschef, Wolmer Petersen, om, at torsoen tilhørte en 22-årig japansk kvinde.
På onsdagens pressemøde gjorde Jens Møller det klart, at det er normal procedure, at politiet kigger på gamle drabssager som en del af en efterforskning.
Drabet på den japanske kvinde er aldrig blevet opklaret.
Politi: Lig forsøgt tvunget til bunds
I den aktuelle sag blev Kim Wall meldt eftersøgt natten til fredag 11. august, hvor hendes kæreste meldte hende savnet.
Hun var taget med på en sejltur i ubåden “UC3 Nautilus”, men vendte ikke tilbage som aftalt og var heller ikke på ubåden, da den blev fundet fredag formiddag.
Mandag eftermiddag fandt en tilfældig forbipasserende så en torso ved vandet på Amager, og onsdag morgen oplyste Københavns Politi, at torsoen tilhørte Kim Wall.
Efterforskningsleder Jens Møller fortalte, at DNA fra torsoen matcher med DNA fra Kim Walls tandbørste og hårbørste. Der er også fundet blodspor i ubåden UC3 Nautilus, der matcher med Kim Walls DNA.
Jens Møller oplyser, at der bevidst var forsøgt at sikre, at liget ikke skulle flyde op til havoverfladen.
Der er skader på torsoen, som ser ud til at være bevidst tilført, med det formål at presse luft ud af kroppen, oplyser Jens Møller. Derudover var der fæstnet noget metal til kroppen, som også .
Politiet leder stadig efter resterne af svenskerens krop.
Ejeren af ubåden, Peter Madsen, er sigtet for drab. Han nægter sig skyldig.
/ritzau/