Efter to sure smileyer: Glad restaurant tilbagerobrer smilet
På Hong Kong House i Odense vender mundvigene atter den rette vej
Efter to sure smileyer i træk, vender mundvigene atter den rette vej på restaurant Hong Kong House i Odense.
Restauranten fik i maj måned den første sure smiley – her var Fødevarestyrelsen på kontrolbesøg, og mildt sagt ikke tilfredse med rengøringen.
– Hylderne i kølerum samt kølegitret fremstår med belægninger af fødevarer rester og fugt og skimmellignede belægninger, Frostrummet fremstår rodet og med fødevarer på gulvet endvidere er gulvet belagt med ansamlinger af fødevarerester og snavs, skrev Fødevarestyrelsens kontrollant i rapporten.
Restaurantejeren var dog ikke enig med Fødevarestyrelsen. For den mad, der blev serveret, var stadig fin, sagde hun til Newsbreak.dk:
– Hvis der var mad, der var dårlig, eller blev målt til at være for varm, så kunne jeg forstå det, sagde restaurantejer Giuying Xu til Newsbreak.dk.
Sure smiley nummer to for dum fejl
En måneds tid senere fik restauranten dog sin anden sure smiley i træk.
For her var Fødevarestyrelsen på besøg igen – og selvom de ikke fandt problemer med rengøringen og hygiejnen, var der et andet stort problem.
Restauranten havde nemlig ikke hængt smileyrapporten med den sure smiley op – og det takseredes til endnu en sur smiley.
Nu smiler de igen
Den 25. juli var styrelsen så på besøg igen, og denne gang var de tilfredse.
Kontrolrapporten var hængt som den skulle – og der var heller intet andet at komme efter.
Derfor kan restauranten nu se frem til at kunne hænge en glad smiley op – der dog skæmmes lidt af de to tidligere sure.
Newsbreak.dk har været i kontakt med restauranten for en kommentar – men restaurantejer Giuying Xu var på ferie.