Efter terror: Charlie Hebdot vil stadig trykke Muhammed-karikatur
Næste nummer af satirebladet Charlie Hebdo oversættes til 16 sprog og vil indeholde profet-tegninger.
Når det satiriske franske ugeblad Charlie Hebdo udkommer på onsdag, vil det indeholde karikaturer af profeten Muhammed.
Det bekræfter ugebladets advokat, Richard Malka, over for radiokanalen France Inter.
– Det næste nummer af Charlie Hebdo, der udkommer på onsdag, vil “naturligvis” indeholde tegninger af Muhammed og gøre grin med politikere og religioner, siger Richard Malka til France Inter.
– Vi giver os ikke en tøddel, ånden af “Jeg er Charlie” betyder også retten til at være blasfemisk, siger han videre.
10 af bladets ansatte blev dræbt, da to terrorister åbnede ild på avisens redaktion onsdag i sidste uge. Det blev starten på tre blodige dage i og omkring Paris.
Normalt har Charlie Hebdo et ugentlig oplag på 60.000, men på onsdag vil bladet efter planen udkomme i én million eksemplarer. Bladet bliver på otte sider i stedet for de sædvanlige 16 sider. Samtidig bliver ugebladet oversat til 16 forskellige sprog.
Den første udgave af Charlie Hebdo efter sidste uges terrorangreb er blevet produceret på den franske avis Liberation, hvor de tilbageværende medarbejdere på det satiriske ugeblad har fået husly.
Ved sidste uges terrorangreb i Paris mistede 17 mennesker livet. 12 mennesker blev dræbt i forbindelse med angrebet mod det satiriske ugeblad Charlie Hebdo.
Derudover blev en færdselsbetjent og fire gidsler dræbt i løbet af tre dages blodig terror i den franske hovedstad.
De tre terrorister, der stod bag angrebene, blev dræbt af franske sikkerhedsstyrker.
/ritzau/