Efter stort harmonikasammenstød: Forvent forsinkelser

Et uheld blev til to, og så går det langsomt.

Stort uheld. Arkivfoto
Offentliggjort Sidst opdateret

To trafikuheld i forlængelse af hinanden sætter et surt præg på den sene eftermiddagstrafik på motorvej E45 i sydgående retning.

Sydøstjyllands Politi har på Twitter først omtalt det ene og så det andet uheld, der gør, at bilister i området må forvente op mod 10 minutters forsinkelse.

Det lyder ikke af meget på papiret, men på en motorvej kan forlænget rejsetid på 10 minutter føles som en hel del.

Det første af de to uheld var mellem op mod syv køretøjer. En lastbil måtte trække ud i nødsporet efter uheldet, der efterlod flere biler i anden og tredje vognbane.

Hos Vejdirektoratet fortæller man, at de to uheld ligger så tæt på hinanden, at bilister i området nærmest ikke når at køre væk fra det ene uheld, før de rammer køen ved det andet.

– I vores verden er det næsten ét uheld, og kødannelsen fra de to uheld er hilt op af hinanden, fortæller Jakob Riis-Petersen, vagthavende ved Vejdirektoratet, til Newsbreak.dk.

Kør forsigtigt

Sydøstjyllands Politi oplyser på Twitter, at det andet færdselsuheld skete i forlængelse af det første.

Der er i skrivende stund ryddet op efter det første uheld, mens politi og redning stadig arbejder ved det andet.

Vejdirektoratet oplyser, at man forventer at have ryddet op efter uheldene omkring 18.15.

I mellemtiden er det vigtigt, at folk kører ekstra forsigtigt i området.

Powered by Labrador CMS