Efter stenkast fra vejbro: Politiet leder efter denne bil

Østjyllands Politi efterlyser en bilist, der har fået kastet sten efter sin bil.

Offentliggjort Sidst opdateret

Østjyllands Politi efterlyser en bilist, der den 30. oktober omkring klokken 12 så en pige kaste sten ned på Skanderborgvej/Randersvej fra en bro på Skovvej i Hadsten.

Det meddeler politiet i en pressemeddelelse.

Politiet oplyser, at stenene ifølge et vidne var tæt på at ramme bilen, der bremsede let op et par gange, inden den kørte videre.

Bilisten var kørende i nordgående retning i en hvid bil, men derudover er der ikke yderligere oplysninger om personen.

En 17-årige pige er anholdt i sagen, og hun blev tidligere på måneden varetægtsfængslet i surrogat på en sikret institution.

I forbindelse med den videre efterforskning af sagen vil Østjyllands Politi gerne i kontakt med bilisten i den hvide bil, oplyses det i pressemeddelelsen.

Har du oplysninger i sagen kan politiet kontaktes på telefonnummer 114.

Powered by Labrador CMS