Efter skud-drab: Nu sætter politiet hårdt ind

Efter en skudepisode, der har kostet en 18-årig mand livet, sætter politiet nu hårdt ind.

Offentliggjort Sidst opdateret

Midt- og Vestsjællands Politi indfører visitationszone i Holbæk.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

En blot 18-årig ung mand er afgået ved døden efter han sent søndag aften omkring klokken 22 blev ramt af skud i Holbæk.

Skuddene blev affyret klokken 22.12 ved beboelsesejendommen Ladegårdsparken Vest 135.

Den 18-årig unge mand opholdt sig ved ejendommen, blev ramt og pådrog sig så svære kvæstelser, at han han nu er død. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse mandag formiddag.

Det er med baggrund i den skudepisode, at politikredsen nu indfører visitationszone i Holbæk. (Se kort over visitationszonen i galleriet over artiklen)

Sammenhæng mellem skudepisoder

Det er politiets opfattelse, at drabet kan have sammenhæng med en skudepisode den 27. marts 2019 ved Mellemvang – Holbæk Have. Det er også opfattelsen, det kan have forbinelse med efterårets konflikt mellem kriminelle grupperinger i Holbækområdet.

Midt- og Vestsjællands Politi har på denne baggrund iværksat en målrettet efterforskningsindsats for at den eller de ansvarlige.

Visitationszone i Holbæk

For at imødegå risikoen for nye hændelser indføres der endvidere fra i dag og foreløbig 14 dage frem en visitationszone i Holbæk.

For at sikre trygheden i Holbæk styrker politiet samtidig den patruljemæssige tilstedeværelse i Holbæk. Det betyder, at borgerne kommer til at opleve en intensiveret patruljering på alle tider af døgnet.

Herudover vil både politikredsens tryghedsskabende lokalbetjente og den mobile politistation være til stede i byen.

Formålet er ifølge politiet at komme i dialog med borgerne i Holbæk og “øge trygheden ved en synlig og stærk polititilstedeværelse”.

“Baggrunden for beslutningen om etablering af visitationszonen er, at der efter politiets opfattelse er en øget risiko for, at der inden for visitationszonen foretages strafbare handlinger, som indebærer fare for personers liv, helbred eller velfærd”, skriver Midt- og Vestsjællands Politi i pressemeddelelsen.

Øget risiko

Skudepisoden fra 27. marts og den fra søndag 28. april kan have sammenhæng med efterårets konflikt mellem kriminelle grupperinger. Det medfører efter politiets skøn, at der er en øget risiko for strafbare handlinger i området.

Visitationszonen giver politiet mulighed for at foretage stikprøvekontrol med det formål at kontrollere, om nogen i området besidder eller bærer våben.

Signalement

Efterforskning i sagen fra søndag har givet oplysninger om, at skuddene kan være blevet afgivet af en person, der beskrives som:

Mand, ung og lys i huden, muligt etnisk dansk, almindelig af bygning, iført blå kasket og sort jakke.

Den mistænkte mand flygtede til fods fra gerningsstedet i retning mod en parkeringsplads ved et supermarked, Ladegårdsparken Vest 167, Holbæk.

Kort efter kørte herfra et køretøj med en ”hidsig” motorlyd i høj fart væk fra parkeringspladsen og i ukendt retning.

Et drab

Politiet behandler sagen som et drab og arbejder altså ud fra en formodning om, at der er tale om et opgør i det kriminelle miljø i Holbæk.

Personer, der har set noget i området, eller som har oplysninger i sagen, bedes kontakte Midt- og Vestsjællands Politi på telefonnummer 46 35 14 48 eller via nærmeste politi på telefonnummer 114.

Vil være i området

Lokalbetjente fra Midt- og Vestsjællands Politi vil mandag fra klokken 10 være i området for at tale med beboerne ved Ladegårdsparken Vest.

De pårørende til den dræbte er underrettet.

Powered by Labrador CMS