Efter rottefund: Vær varsom med billigt slik

Foto: Colourbox
Offentliggjort Sidst opdateret

Fundet af rottelort i 100 ton fødevarer er et symptom på problemer med salg af ulovlige fødevarer i Danmark.

Bland selv 100 gram slik til seks kroner.

Det lyder næsten for godt til at være sandt. Og det er det måske også.

Antallet af butikker med slik til ekstremt lave priser er eksploderet de senere år. Men det billige slik kan være et tegn på, at det er ulovligt slik, som for eksempel ikke overholder afgiftsreglerne eller hygiejneforskrifterne, advarer lederen af Fødevarekontrollens rejsehold, Michael Rosenmark.

Han siger, at der i begyndelsen af 2014 var “en voldsom eksplosion” i antallet af slikbutikker. Lørdagens aktion, hvor fødevarerejseholdet og Skat på et lager i Valby beslaglagde 100 ton fødevarer – heriblandt slik – dækket med rottelort, har sat ny fokus på problemerne.

Fire ud fem butikker havde problemer

I 2014 besøgte fødevarerejseholdet omkring 100 slikbutikker rundt i hele landet, og ud af de butikker, var der omkring 80 procent, som fik anmærkninger for eksempelvis manglende sporbarhed eller dårlig rengøring.

Fødevarekontrollen laver normalt omkring 60.000 kontrolrapporter fra alle typer butikker hvert år. Her er det typisk kun omkring 16 procent, der får anmærkninger.

Sommetider har fødevarerejseholdet held til at spore, hvor de enkelte butikker får deres varer fra. Andre gange er adressen bare en parkeringsplads, hvor lastbiler i ny og næ kommer og afleverer varerne.

Og det gør det utroligt svært at finde helt tilbage til problemets rod, siger Michael Rosenmark.

– Vi har stadig store problemer med at finde ud af, hvor varerne kommer fra. Det meste slik og sodavand kommer dog typisk fra Sverige, Tyskland og Polen.

Lille forbedring

I 2015 har Fødevarerejseholdet lavet omkring 75 kontroller i slikbutikker, og selvom det er blevet lidt bedre, er det stadig et problem.

– Slikafgiften er på cirka tre kroner per 100 gram, og når slikket også koster noget at producere, så er smertegrænsen omkring otte kroner. Så kan man selv regne ud, hvornår det virker mistænksomt.

Men om det er et stigende problem, eller om det blot er, fordi fødevarerejseholdet er blevet mere opmærksom på problemet, kan være vanskeligt at bedømme, siger Michael Rosenmark.

Men jo mere, det kommer frem – som i det aktuelle tilfælde med rottelort på et lager – desto oftere bliver myndigheden tippet om lagre med ulovlige varer.

– I de her lagre er der ofte ikke den rette kontrol med fødevarerne, fordi man forsøger at skjule varerne for politiets og Skats søgelys, da der eksempelvis ikke blevet betalt afgift på varerne.

– Så vær opmærksom, når noget – hvad enten det er slik eller sodavand – er ekstra billigt, råder Michael Rosenmark.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS