Efter otte års ægteskab: Skuespiller skal skilles
Efter otte års ægteskab skal Nikolaj Steen skilles.
Den 50-årige sanger og skuespiller Nikolaj Steen skal skilles, skriver ugebladet Tæt På.
Nikolaj Steen og Anna Engberg har været gift i otte år og de har kendt hinanden i 18 år.
Nikolaj Steen bekræfter over for Tæt På skilsmissen:
– Der er intet drama. Men efter 18 år er vi blevet enige om, at det er tid til at starte et nyt kapitel, fortæller Nikolaj Steen til Tæt På.
Parret har sammen tre børn, der er 11, otte og fem år.
På boligjagt sammen
Nikolaj Steen og Anna Engberg er stadig gode venner. De har i følge ugebladet sammen været på boligjagt:
– Jeg har hjulpet Anna med at finde et nyt sted at bo. Nu leder jeg selv efter et sted at flytte hen. Men jeg skal lige have solgt lejligheden først, slutter Nikolaj Steen.
Nikolaj Steen fik for alvor sit gennembrud i Danmark i 1991 med albummet “Nikolaj Steen”. Blandt andet med numrene “I want you” og “Angel”.
Som skuespiller har han blandt andet spillet med i film som “En kort en lang” og “Klassefesten 3 – dåben”.