Efter nytår klapper fælden: Har du ikke denne forsikring, vanker der dyre bøder
Det har hele tiden været lovpligtig at tegne en ansvarsforsikring på sin bil. Men fra nytår venter der som noget nyt dagbøder, hvis man ikke har orden i forsikringerne.
Fra 1. januar falder hammeren, hvis du ikke har fået tegnet en ansvarsforsikring på din bil.
Det har hele tiden været lovpligtig at tegne en bilforsikring, men fra nytår bliver du opkrævet et dagsgebyr på 250 kroner, hvis du ikke har fået styr på forsikringerne.
Det skriver FDM.
Årsagen til, at den nye sanktion er blevet vedtaget, handler om, at udgifterne til erstatning for skader forvoldt af køretøjer uden ansvarsforsikring er på omkring 45 millioner kroner om året.
Det er en udgift, der i dag betales af de bilister og motorcyklister, som rent faktisk har tegnet en forsikring.
– Vi mener, det er urimeligt, at de bilister, der overholder loven og har tegnet ansvarsforsikring, skal betale for de bilister, som ikke gør, siger juridisk konsulent i FDM, Dennis Lange på organisationens hjemmeside.
Håber flere vil huske forsikring
Dagsgebyret kan pålægges fra det tidspunkt, hvor køretøjet anses for uforsikret.
Det vil sige tidligst otte uger efter betalingsfristens udløb – og efter forsikringsselskabet har meddelt, at ansvarsforsikringen udløber, fordi den ikke betales.
FDM håber på, at indførelsen af bøder vil få flere til at huske de lovpligtige forsikringer.
– At sanktionen for manglende ansvarsforsikring nu skærpes bør samtidig medføre, at prisen på køretøjsforsikring generelt falder, da man må formode, at truslen om dagsgebyrer får flere til at huske at tegne ansvarsforsikring, Dennis Lange til FDM’s hjemmeside.
Selvom man har tegnet en ansvarsforsikring på sin bil, er det dog ikke alle situationer, hvor forsikringen dækker.
I galleriet ovenfor kan du se eksempler på situationer, hvor forsikringen ikke dækker – samt se gode råd til, hvordan du undgår at betale for meget for din bilforsikring.