Efter ny finalesejr: Nadal er nu historiens største gruskonge

Rafael Nadal. Foto: Marcos Brindicci/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Finalesejr i Buenos Aires betyder, at Rafael Nadal tangerer Guillermo Vilas rekord for flest grustitler.

Den spanske tennisstjerne Rafael Nadal vandt søndag sin 46. tennisturnering på grus med en finalesejr over Juan Mónaco i Buenos Aires.

Nadal tangerede dermed Guillermo Vilas’ rekord for flest grustitler.

Den nu 62-årige argentiner Guillermo Vilas har været ene om at have rekorden i mere end 20 år, men med stor sandsynlighed bliver den forhenværende tennisstjerne snart stødt ned på andenpladsen af 28-årige Nadal.

Den hårdtslående spanier brugte mindre end halvanden time på at vinde over det lokale håb Juan Mónaco med cifrene 6-4, 6-1, efter at de to finalister på grund af regnvejr havde ventet to dage på at komme i aktion i Argentinas hovedstad.

Der er dog blevet længere mellem Nadals turneringssejre det seneste år. Før sejren i Buenos Aires blev spanierens seneste titel vundet sidste sommer ved French Open.

Rafael Nadal har vundet i alt vundet 65 turneringer i karrieren, hvilket gør ham til historiens femtebedste. Den pensionerede amerikanske legende Jimmy Connors topper listen med 109 titler.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS