Efter Nazi-hilsen: Turist risikerer flere års fængsel
Amerikaneren bliver lige nu efterforsket af politiet for at have overtrådt en lov i Tyskland, der kan give ham flere års fængsel.
En amerikansk turist i Tyskland fik bank af en forbipasserende, fordi han havde løftet armen i en Nazi-hilsen udenfor en café i Dresden. Det skriver Washington Post.
Ifølge politiet skete hændelsen omkring klokken otte lørdag morgen, mens manden forlod en café kaldet Europa i Dresden. Området, hvor caféen ligger er kendt for at være liberal og er et populært mødested for studerende.
Amerikaner kan blive smidt bag tremmer
Turisten er blevet identificeret som en 41-årig mand, der var alvorligt fuld. Han har fået mindre skader fra den forbipasserende, der bankede ham og bagefter stak af.
Ifølge politiet er amerikaneren under efterforskning for at have overtrådt tyske love, der forbyder Nazisymboler. Politiet leder nu efter personen, der overfaldt amerikaneren.
Nazi-hilsenen blev brugt som en hilsen og en måde at udtrykke sin loyalitet til Adolf Hitler i det Tredje Rige. Efter anden verdenskrig blev hilsenen forbudt i Tyskland sammen andre symboler og signaler, der associeres med nazisterne.
Bliver man dømt for at overtræde lovene, kan man få op til tre års fængsel, selvom det oftest kun resulterer i bøder.
Fik lov til at komme hjem
Hændelsen i Dresden kommer kun en uge efter, at to kinesiske turister blev anholdt for at give samme type hilsen udenfor Berlins Rigsdag. De to turister fik hver især en bøde på omkring 3.500 kroner, men fik lov til at forlade landet sammen med deres rejsegruppe.
I 2011 blev en 30-årig canadisk turist anholdt, efter han var blevet fanget på et billede, hvor han gav en Nazi-hilsen samme sted. Han slap også med en bøde.
Tyskland er ikke det eneste land i Europa, hvor hilsenen er forbudt. Tidligere på måneden stadfæstede højesteret i Schweiz en dom over en mand, der på billeder fra 2013 havde givet en Nazi-hilsen udenfor en synagoge i Geneve.