Efter narkodødsfald: Politiet slår til mod flere adresser
Efter flere tips har politiet anholdt to mænd.
Opdatering: De to mænd er blevet fængslet i fire uger.
I går kunne Newsbreak.dk fortælle om en 18-årig piges tragiske død efter at have indtaget et narkotisk stof.
Det var familiemedlemmer til den 18-årige, der kontaktede politiet lørdag morgen klokken 08.20, fordi pigen var bevidstsløs efter at have festet med venner i løbet af natten til lørdag.
Hun var blevet indlagt på hospitalet kort forinden opkaldet til politiet, fordi de pårørende fik nys om, at pigen kunne have taget narkotika. Her døde hun senere af pillernes virkning.
– Vi får det oplyst, at den unge pige har været på en adresse, hvor en gruppe unge mennesker har hygget sig – blandt andet med det her narkotika, sagde Ole Aamann, vagtchef ved politikredsen, tidligere til Newsbreak.dk.
Han stod bag den oprindelige advarsel, hvor han oplyste, at de her farlige piller er i omløb.
Ransagning
Politiet sender aktivt repræsentanter ud til den pågældende adresse, hvor disse får kontakt til nogle unge mennesker på stedet, der ikke er videre meddelsomme. Af samme grund ved politiet heller ikke, hvor pillerne kommer fra.
– Men de siger, det er ecstasy. Vi får så fat i et par af de her piller – som du kan se på billedet. Vi har ikke selv fået dem testet endnu , så vi kan ikke være sikre på, hvad det præcis er, sagde Ole Aamann til Newsbreak.dk.
Flere tips
Efter lørdagens massive mediedækning af den unge piges død, har politiet så fået flere henvendelser.
Det fik Syd- og Sønderjyllands Politi til at dukke op på, og ransage, flere adresser i Esbjerg. Her blev to personer anholdt – to mænd på henholdsvis 20 og 22 år.
Søndag klokken 11 er de blevet fremstillet i grundlovsforhør.
Det har ikke været muligt for Newsbreak.dk at komme i kontakt med Syd- og Sønderjyllands Politi, men Ekstra Bladet skriver, at de to mænd på vej ind til grundlovsforhøret skulle have sagt, at de kun havde stoffer til eget forbrug.
De to skulle ikke være under anklage for at have forvoldt den unge kvindes død.
2) En 20- og 22-årig mand fra Esbjerg er anholdt og sigtet for handel med euforiserende stoffer. Fremstilles i grundlovsforhør nu. #politidk
— Syd- og Sønderjyllands Politi (@SjylPoliti) February 19, 2017
Af hensyn til den videre efterforskning, blev der krævet lukkede døre ved grundlovsforhøret.
Ecstasypiller har de seneste år gennemgået en udvikling, der betyder, at der ofte er proppet alverdens forskellige slags ulovlige kemikalier og stoffer i. Derfor er det også uvist, hvad pigen reelt er død af.