Efter mareridts-henrettelser: Nu skal dødsdømte skydes
Utah kan blive den første delstat, der igen tillader dødsdomme at blive eksekveret ved at skyde den dømte.
Henrettelser af dødsdømte skal igen kunne ske ved skydning i den amerikanske delstat Utah, hvis dødssprøjter ikke er tilgængelige.
De mener et flertal i delstatens to folkevalgte kamre.
Såfremt guvernøren underskriver lovforslaget, bliver Utah den første delstat i USA, der genindfører denne form for henrettelse.
Guvernøren, republikaneren Gary Herbert, har ikke indikeret, om han vil godkende forslaget.
Før Utah i 2004 begyndte at anvende giftsprøjter, var skydning i mange år den mest anvendte måde at henrette dødsdømte på.
Mange internationale medicinalselskaber har af etiske årsager stoppet salget eller indstillet produktionen af lægemidler, som er blevet anvendt i amerikanske fængsler til at eksekvere dødsdomme.
Flere henrettelser er gået skævt det seneste år. Ifølge kritikere fordi fængselsmyndighederne har anvendt eksperimentelle giftblandinger.
I Ohio, Arizona og Oklahoma har dødsdømte været udsat for tilsyneladende smertefulde og langtrukne henrettelser. Tilhængere af at genindføre skydning som henrettelsesmetode siger, at det er mere humant.
Ifølge manden bag lovforslaget i Utah, republikaneren Paul Ray, varer det typisk tre til fem sekunder, før en person, der bliver skudt, dør.
– De forbløder hurtigt, siger han.
I Missouri og Wyoming har politikere også foreslået, at dødsstraf skal eksekveres ved skydning.
/ritzau/Reuters