Efter mareridts-henrettelse: Fanger sagsøger Oklahoma
Omstridt henrettelsesmetode skal undersøges. Den er et brud mod USA’s forfatning, mener indsatte.
Oklahomas kontroversielle måde at henrette dødsdømte på skal undersøges af USA’s højesteret, efter at indsatte har beskyldt delstaten for at ikke at overholde landets forfatning.
Tre fanger, der alle står til at få dødssprøjten i løbet af de næste to måneder, mener, at henrettelsesmetoden kan være ekstrem smertefuld, hvilket er et brud på forfatningen.
Debatten om dødsstraf i USA fik nyt liv i april sidste år, efter at den dømte drabsmand og voldtægtsforbryder Clayton Lockett så ud til at vride sig i smerte i 43 minutter, før han døde i Oklahoma.
Efter den omstridte henrettelse har delstaten øget mængden af det bedøvende stof midazolam.
De dødsdømte fanger hævder dog, at bedøvelsesmidlet er uegnet til henrettelser. Deres argument er, at midlet ikke er stærkt nok til at blive benyttet under operationer.
– Det præparat, der bruges i Oklahoma, er ikke i stand til at frembringe en human henrettelse, selv hvis det administreres korrekt, siger Dale Baich, der er advokat for de indsatte.
Ifølge nyhedsbureauet AFP vil advokaten forsøge at få henrettelserne udsat.
Richard Glossip, der er dømt for at planlægge drabet på sin arbejdsgiver, står til at skulle henrettes 29. januar, John Grant, der er dømt for knivdrab, skal efter planen henrettes 19. februar og Benjamin Cole, der er dømt for at dræbe sin ni måneder gamle datter, står til at få dødssprøjten 5. marts.
Højesteret skal først drøfte sagen i april og en afgørelse forventes i slutningen af juni.
Tidligere i januar nægtede retssystemet at udsætte Oklahoma-henrettelsen af Charles Warner, der var dømt for at voldtage og dræbe en 11 måneder gammel baby.
Ifølge det amerikanske informationscenter omkring dødsstraf gennemførte syv af de 32 amerikanske delstater, der har dødsstraf, henrettelser i 2014. De fleste fandt sted i Texas, Missouri og Florida.
/ritzau/Reuters